Brøndby vil sætte tilskuerrekord til Champions League-brag

0
995
Brøndby tabte 3-4 hjemme til Standard Liége i den seneste Champions League-kamp. Brøndby går dog videre efter 3-1 i den første kamp.

Brøndby går efter tilskuerrekord til 1/8-finalen i Champions League mod de italienske mestre 2. november. Pigeklubber over hele Sjælland inviteres gratis til kampen

Af Steen Trolle

Målet er ikke bare en sejr, når Brøndby IF onsdag den 2. november spiller 1/8-finale i Champions League mod de forsvarende italienske mestre ASD Torres. De danske mestre satser også på, at kampen kan sætte ny tilskuerrekord for en kvindekamp på Brøndby Stadion.

Den hidtidige rekord på 3500 er fra en kamp mod Umeå for nogle år siden, men Brøndby håber på at kunne trække op mod 4000 tilskuere til kampen mod Torres, som spilles klokken 18.30.

Brøndby har derfor inviteret alle pigeklubber gratis til Champions League-fodbold. Samtidig tilbyder klubben en rundvisning på Brøndby Stadion til de hold, der møder op 2,5 timer før kampen.

”Vi ønsker, at vores internationale hjemmekampe i Champions League skal være så stemningsfyldte og farverige som muligt. Det kun kan lade sig gøre, hvis der er rigtig mange tilskuere til stede og dermed en festlig ramme om kampen,” forklarer Thorbjørn Keller fra Brøndby IF’s 3F Liga-hold.

Da Brøndby IF spillede den seneste hjemmekamp i Champions League mod Standard Liege, var der 2270 tilskuere på Brøndby Stadion.

Klubber, som er interesseret i fribilletter, kan kontakte Thorbjørn Keller på thke@brondbyif.net.