BSVs U15-piger overlever i bedste række

0
980
BSV-pigerne har oplevet fremgang i efteråret. Her ses holdet i en kamp mod Ballerup-Skovlunde. Arkivfoto: Kjeld Rasmussen

Søllerød Vedbæks bedste U15-piger klarer frisag med femteplads i 1. division Øst. Holdet glæder sig over spillemæssig fremgang trods nederlag

Af Steen Trolle

De bedste U15-piger fra Boldklubben Søllerød Vedbæk (BSV) kan se frem til endnu en halvsæson i den bedste sjællandske række, 1. division øst. Trods en mager pointhøst på fire point i den korte efterårssæson, så er holdet sikker på at klare frisag inden sidste kamp, der spilles lørdag den 30. oktober. Her venter Himmelev, der er på sjette og sidstepladsen efter nederlag i samtlige kampe.

BSV tabte lørdag hjemme til Ballerup-Skovlunde med 1-3, og tidligere på måneden er det blevet til nederlag mod Brøndby og Hillerød. Trods nederlagene har BSV kunnet glæde sig over spillemæssig fremgang i mange af kampene. I 1-4-kampen mod topholdet Brøndby, som kun har givet meget få chancer væk i sæsonen, lykkedes det at komme til flere muligheder, hvoraf den ene førte til en tidlig udligning.

“Vi er blevet bedre og bedre til at spille bolden fremad i gode kombinationer og kommer til chancer. Ærgerligt at vi ikke bliver belønnet med et point,” rapporterede holdet fra kampen i Brøndby.