U18: 3-0-sejr til Brøndby i topkamp

0
802
Annah Senyondwha scorede to gange for Brøndby.

To mål af Annah Senyondwa, da Brøndby slog Thisted 3-0 i U18 DM-rækken. “En rigtig god kamp mellem to gode hold,” konstaterer Brøndbys træner

Af Steen Trolle

Brøndby er alene i spidsen af U18 DM-rækken efter 3-0 hjemme søndag over Thisted, som før dagens kamp var tre point efter Brøndby. Dermed har Brøndby nu 23 point for 10 kampe, mens Horsens SIK på andenpladsen har 19 point for én kamp mindre. Thisted er nummer fem med 17 point for ni kampe.

Trods det ret klare resultat, var det en tæt kamp. Brøndby kom foran 1-0 i første halvleg på et mål af Amalie Thestrup, men i de første ca. 20 minutter af 2. halvleg lykkedes det nordjyderne trykke Brøndby i bund.  Men med to scoringer af 3F ligaspilleren Annah Senyondwa, kunne Brøndby trække sig sejrrigt ud af dysten

“Det var en rigtig god fodboldkamp mellem to gode hold. Sammen med Horsens er Thisted det første hold, der har kunnet matche os fysisk i alle 90 minutter,” siger Brøndbys træner Rene Nielsen.

Han konstaterer, at kampen var meget mere jævnbyrdig end resultatet indikerer:
“De to hold stod godt til hinanden, og det var en god kamp at se på. Men vi var godt forberedt. De har nogle fantastisk gode kanter, som vi formår at lukke ned,” siger Rene Nielsen.

Brøndbys næste kamp er ude mod Varde, som søndag slog Team Viborg 3-0. Thisted får hjemme besøg af Skovbakken, som lørdag spillede 1-1 mod Næsby.

Weekendens kampe i U18 DM
Skovbakken-Næsby 1-1
Fortuna Hjørring-Horsens SIK 0-1
Vejle-BSF 1-2
OB-Kolding Q 3-4
Brøndby-Thisted 3-0