U18: Ingen guldsnak i Brøndby

0
891
Cecilia Pedersen, der her ses i et gennembrud, scorede Brøndbys første mål.
Cecilia Pedersen, der her ses i et gennembrud, scorede Brøndbys første mål.
Cecilia Pedersen, der her ses i et gennembrud, scorede Brøndbys første mål.

Der bliver ikke snakket DM-guld hos Brøndbys U18 DM-hold, selv om de forsvarende mestre lørdag spillede sig op på førstepladsen med en 2-0-sejr over Næsby. Brøndby er to point foran Thisted med fem runder igen, men ifølge cheftræner Rene Nielsen er det overhovedet ikke noget, der er fokus på hos de blågule.

”Vi snakker hverken om guld eller stillingen i rækken. Det lader vi andre om. Vi har fokus på næste kamp mod Hillerød den 15. maj, som bliver en supersvær kamp, for vi spiller altid lige kampe med Hillerød,” siger Rene Nielsen.

DM-guldet indgår da heller ikke som en del af målsætningen for Brøndby i denne sæson. Siden mesterskabet kom i hus i juni, har 10 ud af 14 spillere forladt U18 DM-holdet, så det ligger ikke i kortene, at Brøndby skal kunne spille med om guldet.

”Det er fantastisk, det pigerne har leveret, for med så mange nye og unge spillere har vi ikke holdet til at ligge hvor vi gør lige nu. Men de nye har virkelig formået at gå ind og tage ansvar. De overpræsterer uge efter uge i øjeblikket,” siger Rene Nielsen efter et forår, hvor Brøndby har vundet fem ud af fem kampe og scoret 22 mål.

“Vi viste mest vilje til at vinde”

I kampen mod Næsby blev der også leveret en stærk indsats. I en meget lige kamp, vandt Brøndby ifølge Rene Nielsen, fordi holdet på dagen var bedst med bolden og viste mere vilje til at vinde.

”Desuden viser vi, at vi er i rigtig god form og derfor har overskud i slutningen af kampen. Vi har også en god bredde i truppen, så vi kan lave nogle rigtig gode indskiftninger,” siger Rene Nielsen.

Brøndbys mål blev sat ind af Cecilia Pedersen efter 23 minutter og Kristina Andersen efter en time. Med sejren fik Brøndby revanche for efterårets kamp i Odense, hvor Næsby slog Brøndby 4-1.

Næsby er efter kampen i Brøndby på femtepladsen med 40 point, fire point efter BSF på tredjepladsen. Næsby har spillet en kamp færre end BSF.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside her.