OBs kvindeelite-ledelse trækker sig efter strid med amatørformand

1
1126
OBs U18 DM-piger jubler efter en scoring i foråret. Nu står eliteafdelingen uden ledelse. Arkivfoto
OBs U18 DM-piger jubler efter en scoring i foråret. Nu står eliteafdelingen uden ledelse. Arkivfoto
OBs U18 DM-piger jubler efter en scoring i foråret. Nu står eliteafdelingen uden ledelse. Arkivfoto

En lang strid med amatørledelsen i Odense Boldklub (OB) har fået klubbens Kvinde Elite-ledelse til at trække sig med øjeblikkelig virkning.

Torsdag aften rundsendte Kvinde Elite-ledelsen en mail til spillere, forældre og interessenter, hvor ledelsen fortæller, at den har valgt at trække sig på grund af “manglende samarbejdsvilje fra OB Amatørbestyrelsens Formand Per Lindegaard”.

Ifølge mailen har amatørledelsen på ”alle mulige måder modarbejdet udviklingen af Kvinde Elite afdelingen gennem det sidste års tid”, og situationen kulminerede forleden, da KE-ledelsen – ifølge mailen – fik frataget sin mulighed for at træffe økonomiske beslutninger og samtidig blev stillet overfor et krav om at skulle tilbagebetale 150.000 kroner, som ledelsen havde disponeret:

”Denne suspendering begrundes med økonomiske årsager, og at KE ledelsen belastede OB’s likviditet for meget. KE ledelsen har på et møde i maj måned fremlagt et budget samt med en garanti for et positivt resultat i 2014  (…) Derfor valgte Per Lindegaard og den samlede OB amatørbestyrelse den 27. juni at fremsende et krav om at KE ledelsen personligt indbetalte kr. 150.000,- hvoraf de kr. 100.000 skulle indbetales den førstkommende hverdag. Et krav som ingen fortilfælde har i en frivillig afdelingsledelse,” lyder det fra Kvinde Elite-ledelsen, som tæller afdelingsformand Jan Milling, licensansvarlig Flemming Lind og økonomiansvarlig Johan Høffner.

Ifølge den nu afgåede Kvinde Elite-ledelse er der ingen vilje i OBs amatørledelse til at udvikle kvinde elite-afdelingen. Men amatørformanden opfordres ”til at tage Kvinde elite i OB alvorligt og fortsætte den positive udvikling som den nu afgående ledelse i samarbejde med afdelingens dygtige medarbejdere har opnået igennem de seneste sæsoner,” som det hedder i mailen.

OB sluttede i år på en tredjeplads i 3F Ligaen og et stærkt forår kulminerede med en plads i pokalfinalen. På den baggrund skriver KE-ledelsen afslutningsvis:

”Vi vil gerne takke alle omkring Kvinde Elite i OB for opbakningen igennem de sidste 2 sæsoner. Uden den ville vi ikke kunne se tilbage til 2 x bronze samt en pokalfinale for 3F holdet, hvilket vi er meget stolte over. Vi vil også ønske alle i og omkring OB Kvinde Elite held og lykke med fremtiden”.

FODBOLD FOR PIGER har kontaktet OBs amatørformand Per Lindegaard for at få en kommentar. Han skriver i et svar at “det er bestyrelsen i Odense Boldklub’s klare holdning at interne anliggender holder vi internt”.

 

Tegn et frivilligt abonnement på FODBOLD FOR PIGER. Hvem skal ellers skrive om dansk pige- og kvindefodbold???

1 COMMENT