U17 DM: Hillerød sejrede over BSF i tæt opgør

0
869
Lærke Tingleff Søndergaard stod for kampens enlige mål. Foto: Steen Trolle
Lærke Tingleff Søndergaard stod for kampens enlige mål. Foto: Steen Trolle
Lærke Tingleff Søndergaard stod for kampens enlige mål. Foto: Steen Trolle

Hillerød fik lørdag sin første sejr i U17 DM-ligaen, da holdet vandt 1-0 ude over Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF).

Hjemmeholdet havde masser af skud på mål, men storspil af Hillerøds målmand holdt BSF fra scoringer, og takket være en scoring allerede efter ti minutter, kunne Hillerød rejse hjem med sæsonens første tre point ovenpå sidste weekends 1-2-nederlag til B93-HIK-Ryparken / FA København.

”Det var ikke feinschmecker-fodbold. Det var rå fight, hvor der blev kæmpet om hver eneste meter. Der var masser af nerve, som der skal være i sådan et lokalopgør, og spillerne skal have ros for virkelig at arbejde for hinanden,” siger Hillerøds cheftræner Frank Viggo Rasmussen.

U16-landsholdsspilleren Lærke Tingleff Søndergaard sørgede for målet. En stikning til Caroline Køhler på kanten blev lagt ind over til Lærke, som sendte den i mål.

”Det var et superangreb, hvor man virkelig kunne se noget af det vi går og træner til daglig,” siger Frank Viggo Rasmussen.

Kampen bød på masser af nærkampe og fight. Foto: Steen Trolle
Kampen bød på masser af nærkampe og fight. Foto: Steen Trolle

God indstilling – for mange fejl

Hos modstanderne kunne cheftræner John Froman glæde sig over en masse afslutninger – 19 ifølge hans egen optælling. Men han måtte også konstatere, at BSF spillemæssigt lå et stykke fra åbningskampen, hvor holdet vandt 5-1 ude over Næsby.

”Pigerne har den rette indstilling. De arbejder godt for hinanden og løber hele tiden. Men spillemæssigt laver vi for mange tekniske fejl og der mangler også noget is i maven og overblik i nogle afgørende situationer,” siger John Froman – og tilføjer:

”Mange af ideerne er de rigtige, men man kan godt se, at vi mangler noget rutine i at kunne styre kampen, når vi har spilovertaget”.

Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle

Fokus på udvikling

Ballerup-Skovlunde skal i næste weekend til Fortuna Hjørring, mens Hillerød får besøg af Næsby. Hillerødtræner Frank Viggo Rasmussen er fortsat spændt på at se niveauet hos de andre U17 DM-hold og trods dagens sejr drømmer han hverken om medaljer eller topplaceringer.

”Vi har fokus på at udvikle holdet og spillerne. Vi vil gerne være et boldbesiddende hold og vi har typerne til det, så jeg er sikker på, at vi kommer til at lave gode resultater i løbet af sæsonen, men vi får også nogle udfald undervejs,” siger Hillerød-træneren.