U19-landstræner: Vi er klare favoritter mod Ukraine

0
844
Vi er klare favoritter mod Ukraine, siger landstræner Søren Randa-Boldt.
Vi er klare favoritter mod Ukraine, siger landstræner Søren Randa-Boldt.
U19-landstræner Søren Randa-Boldt har alle spillere klar før torsdagens kamp mod Ukraine.

”Det er en kamp, vi skal vinde”.

U19-landsholdets træner Søren Randa-Boldt taler lige ud af posen før torsdagens tredje og sidste kamp ved EM-kvalifikationsturneringen i Aserbajdsjan.

Danmark har vundet sine to første kampe og har allerede kvalificeret sig til forårets Eliteround, som er sidste step før EM i Israel 2015. Torsdagens modstander Ukraine har også vundet sine to første kampe, men Søren Randa-Boldt tøver ikke med at påtage sig favoritværdigheden:

”I mine øjne er vi klare favoritter og det er en kamp vi skal vinde. Vi har været klart overlegne i begge vores to første kampe, mens Ukraines to første kampe har været mere lige. De har trukket det længste strø og med hårdt arbejde hevet seks point i land,” siger Søren Randa-Boldt.

Ultra-defensive modstandere

Danmark har vundet sine to første kampe med 3-0 over Cypern og Aserbajdsjan. I begge kampe har modstanderne stået meget dybt og Danmark har været i næsten total boldkontrol:

”Vi har fået trænet i at spille i små mellemrum til både træning og i kamp. Det er noget af det mest vanskelige i fodbold, men også noget der er godt for pigernes udvikling. Normalt er dette U19 hold rigtig dygtige og skarpe på de offensive omstillinger, men i de to første kampe har der ikke været mange muligheder for at udnytte det, fordi modstanderne har stået ultra defensivt,” siger Søren Randa-Boldt.

U19-landstræneren roser sine spillere for at være utroligt fokuserede og skarpe til træning, og onsdag morgen havde trænerteamet den positive udfordring, at samtlige 18 piger i truppen var klar til kamp:

”Dagens træning var en top 3 træning i mine seks et halvt år som U19 træner. Det lover godt for fremtiden. Alle spillere er mødt friske og skadefri ind til denne lange og hårde kvalifikationsturnering, så jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke klubberne for det gode samarbejde, når det går godt på diverse landshold er det tegn på godt arbejde ude i klubberne,” skriver han til FODBOLD FOR PIGER i en mail fra Aserbajdsjan.

Kampen mod Ukraine spilles torsdag kl. 11 på Dalga Stadium i Aserbajdsjan.