DAGBOG FRA U19-LANDSHOLDET: “Hvem var det der vandt i dag – det var dem fra Danmark af!!!!”

0
974
Jubelbillede på banen efter kampen.
Jubelbillede på banen efter kampen.
Jubelbillede på banen efter kampen.

U19-landsholdet har den seneste uge været i Holland for at spille Elite Round om kvalifikation til EM i Israel. Torsdag kom EM-billetterne så i hus, da det blev til en 1-0 sejr i puljefinalen over Holland. Under hele turen har spillerne på skift skrevet dagbog til FODBOLD FOR PIGER. Her runder Nicoline Sørensen, Brøndby IF, og Signe Bruun, Fortuna Hjørring, af med beretningen om de sidste fantastiske timer i Holland: 

I dag er dagen. Alt eller intet. Vi skal møde Holland i den sidste kamp i direkte duel om EM-billetten! Kun en sejr kan bruges i regnskabet.

Dagen startede klokken 9.00 med endnu en lækker morgenmad som sædvanlig. Efterfølgende var der to fritimer, hvor nogle lavede lektier, andre så film og nogle var et smut forbi fysioterapeuten. Klokken 11:15 stod den på den obligatoriske gå-tur med stræk, for at få benene lidt i gang og frisk luft. Efterfølgende havde vi taktikmøde, hvor de sidste detaljer kom på plads inden det vigtige møde med Holland. Mødet var efterfulgt af frokost inden vi så havde hvile. Hvile bliver ofte brugt på at sove, mens andre bare slapper med film, musik osv..

Klokken 16:15 var der afgang til kamp. Al bagagen blev som sædvanligt pakket i bussen og derefter var der 15 minutters buskørsel inden vi var fremme ved stadion. Det var tydeligt at mærke at det her var en af de rigtig sjove kampe som virkelig gjaldt noget. Samtlige rutiner og ritualer blev opfyldt og vi havde en god opvarmning. Folk virkede super klar til den ventende opgave.

Kl. 18.00 var der kampstart og vi kommer rigtig godt fra start i kampen. Vi scorer til 1-0 allerede efter 6 minutters spil og derefter var det bare med at kæmpe det bedste vi har lært. Vi præsterede en fantastisk holdindsats, hvor alle  bidrog og alle løb for hinanden. Det var fantastisk at mærke, hvor meget folk gerne ville det. Efter 90+3 minutter, hvor især anden halvleg var ekstrem lang, fløjtede dommeren af og på måltavlen stod stadig 1-0 til Danmark. EM billetten kom i hus!!!!!!!

Derefter stod den på kæmpe jubel. Alle spillere og trænere løb på banen med armene over hovedet. Efterfølgende fik Søren vand, der blev råbt ”hvem var det der vandt i det” et par gange, og der blev taget billeder, interviews og uddelt roser til alle spillere og ledere omkring holdet.

Det var en stor forløsning.

Jubel fra omklædningsrummet og sejrssang.
Jubel fra omklædningsrummet og sejrssang.

Vi tog efter lidt tid tilbage til hotellet, gik i bad og gik op for at få aftensmad. Derefter havde vi et kort afrundingsmøde med kåringer herunder turneringens spiller og efterfølgende blev der pakket og hygget lidt rundt hos hinanden.

Vinder-selfie fra busturen hjem til hotellet.
Vinder-selfie fra busturen hjem til hotellet.

For mange var det svært at falde i søvn i går. Man skulle lige ned på jorden igen og kampen skulle lige lidt ud af kroppen inden man kunne finde ro. Vi kunne dog ikke nå at sove så mange timer da vækkeuret stod til 06.05, hvor der derefter var morgenmad kl. 06.30. Til manges glæde var der pandekager til morgenmad, noget de fleste af os havde set frem til den sidste dag.

Nu er bussen pakket og vi sidder på vej til lufthavnen, på vej mod Danmark.

Tusinde tak fordi i derhjemme har fulgt med – nu kan vi ikke vente til Israel i Juli. Vi glæder os.

Hilsen Nicoline Sørensen & Signe Bruun.