Masser af roser til U17 DM-topscorer

0
960

Hattrick i søndags og 27 mål i alt i turneringen. 15-årige Signe Holt Andersen banker mål ind på samlebånd for U17 DM-ligaens førerhold Skovbakken.

Hun er alene i spidsen af topscorerlisten, og i søndagens topkamp mod Team Viborg beviste Signe Holt Andersen endnu engang, at hun kan score mål fra næsten alle vinkler. Skovbakken vandt 3-2, Signe scorede alle hjemmeholdets mål – og sejrsmålet faldt i overtiden, hvor Signe modtog en aflevering i løb i venstre side, som hun drejede forbi Viborg-målmanden og ind i kassen.

”Det var sådan en scoring, man altid har drømt om, men ikke tror man oplever i virkeligheden,” sagde Signe Holt Andersen efterfølgende til Skovbakkens hjemmeside.

Landstræner: Hun kan få en stor karriere

Blandt tilskuerne til Signes tre scoringer var U19-landstræner Søren Randa-Boldt. Og han tøver ikke med at spå Signe Holt Andersen en sotr karriere.

” Hun er en af de fuldblodsangribere, der ikke findes så mange af længere. Hun skyder på det hele og scorer af samme årsag et utal af mål og det er en fornøjelse at følge hende. Hendes udvikling er helt fantastisk i denne sæson og ingen tvivl om, at hun kan få en meget stor karriere ,” siger han til Skovbakkens hjemmeside.

Når du siger stor karriere, hvordan ser hendes muligheder på Skovbakkens 3F-liga hold?

”Hun skal selvfølgelig indskoles stille og roligt, da hun fysisk er en helt anden type end et andet produkt af Skovbakkens talentudvikling, Signe Bruun. Men inden for 1-2 år, tør jeg godt spå, at hun er en del af 3F-mandskabet,” forklarer Søren Randa-Boldt.

Humørbombe og superteknikker

U/17-DM-mandskabets assistenttræner, Lars Pedersen, beskriver Signe Holt Andersen på denne måde:

”Hun er en humørbombe af dimensioner. Hun tager ikke tingene så tungt. Hun spillede godt nok boksspiller mod Viborg, men ellers har hun faktisk primært fungeret som offensiv midtbanespiller og her gør hun det fremragende. Hendes teknik er fænomenal og samtidig er hun hendes højde til trods rigtig dygtig med hovedet”.

Hos Skovbakkens 3F-trænerteam er der også store forventninger til U17 DM-topscoreren:

”Jeg var selv med til at invitere  Signe til Skovbakken og ingen tvivl om at hun går en rigtig stor og spændende fremtid i møde. Hun har en stærk teknik og så lader hun sig ikke gå på af at brænde chancer. Hun fortsætter ufortrødent og det er det der kendetegner målscorere,” siger cheftræner Kim Leth Andersen til Skovbakkenfodbold.dk.