Kvindefodbold får sit eget radioprogram

0
874

Kvindefodbold rykker i medierne. Danmarks Radio har skruet op for dækningen, fodboldforpiger.dk har fået følgeskab af kvindeliga.dk , og i aften følger endnu et spændende tiltag:

Det sker når Odense Studenterradio klokken 20 har premiere på et nyt radioprogram, Kvindebold, som fremover vil sende direkte i en hel time om kvindefodbold hver anden mandag i ulige uger.

Det er to journaliststuderende med en solid fodboldbaggrund, som står for programmet. Sophie Lysholt spiller på Næsby Boldklubs 1. divisionshold, og Mia Kristensen har indtil for nylig spillet i OB.

”Vi tager et nyt emne op hver gang og har relevante gæster i studiet eller over telefonen. Mandag bliver temaet således Champions League, hvor vi går helt tæt på Fortuna Hjørring og deres kamp på onsdag. Vi interviewer Fortunas træner Brian Sørensen og vil også snakke med Nadia Nadim. Ideen er, at folk kan stille spørgsmål til Nadia på sms´en eller Facebooksiden. Vi følger også op på de seneste kampe i 3F-ligaen og  holdenes resultater og placeringer og vil diskutere, hvad der rører sig i kvindefodbold,” fortæller de to radioværter og initiativtagere.

“I fremtiden håber vi også at få besøg af Pernille Harder, Lone Smidt Nielsen, Theresa Nielsen og andre store fodboldstjerner,” tilføjer Sophie og Mia.

Programmet kan høres her på Odense Studenterradio. her kan du også hente en podcast af programmet, hvis du ikke har tid til at høre det i aften.