Gammel kending skal træne Team Viborgs kvinder

0
729

Jørgen »Rema« Bøgelund, der af flere omgang har været træner i Team Viborg og SIK, bliver ny cheftræner for Team Viborgs 1. divisionskvinder. Han afløser Keld Østergaard, som er blevet enig med klubben om at stoppe, efter et forår, hvor ambitionerne om 3F-oprykning mislykkedes og Viborg sluttede i bunden af Kvalifikationsligaen.

Jørgen Bøgelund siger om den nye opgave:

»Det er noget, som jeg ikke rigtig har prøvet tidligere. Jeg har stået i spidsen for en enkelt 3F-ligakamp engang, så det er nyt for mig. Men jeg tror, at det er et rigtig tidspunkt for mig, og jeg har trods alt haft med seniorspillere at gøre tidligere”.

Den nye træner har fulgt udviklingen i Team Viborg de seneste måneder:

»Nu lykkedes det ikke at rykke op, men det betyder jo bare, at vi skal i gang igen og have en ny start,« siger Jørgen Bøgelund, der håber at kunne fastholde det meste af den aktuelle trup, men godt ved, at der meget vel kan komme udskiftninger.

»Jeg har set holdet et par gange i foråret. Det har lignet et hold, der har trængt til en succesoplevelse efter at have tabt lige vel rigeligt. Og det er tit sådan en spiral, som man kan komme ind i, og den skal vi ud af,« siger den kommende træner, der indleder træningen med holdet i uge 30.

Han er bevidst om, at der venter en mental opgave, når spillerne møder ind efter sommerpausen.

»Det bliver rigtig vigtigt, at vi får en masse humør fra start. Spillerne skal mene, at det er sjovt at komme til fodbold. Det kan godt være, at der er en masse tekniske ting, som vi skal gemme lidt. I starten skal det være sjov træning, og vi skal have det sjovt med fodbolden. Så må vi samle det hele op igen på den måde. Vi skal måske ikke gå efter det helt vilde med det samme. Vi skal have rystet den her kæberasler af os og komme på fode igen,« siger Jørgen Bøgelund, der også peger på, at sommerens korte pause kan være svær.

Her handler det nemlig primært om at få samlet et hold og komme i nogenlunde form. Derfor kan det meget vel først være i vinterpausen, at han for alvor vil arbejde med tekniske og taktiske ting.