1. divisions topscorer skifter til B.93

0
1851

Mette Perthu-Hansen, i sidste sæson blev topscorer for Greve i 1. division med 19 mål, har valgtat skifte til B.93, der spiller i Københavnsserien. Et stort scoop for københavnerklubben, for Mette Perthu-Hansen har fået tilbud fra flere klubber, deriblandt 3F hold.

“Mette er en fantastisk fodboldspiller. Hun er en teknisk betonet angriber, der kan drive ethvert forsvar til vanvid, men hun er også en leder og vindertype på banen, som vores unge talenter kan lære meget af,” siger Bjarke Møller, pigesportschef i B.93.

B.93 har lagt en ambitiøs plan om at spille sig op fra københavnerserien til 1. division på et år. Den 23-årige Mette Perthu-Hansen ved om nogen, hvad det kræver. Hun stod i spidsen for det Greve hold, der på rekordtid rykkede op fra landets femtebedste række til 1. division.

Mette Perthu-Hansen: Derfor skifter jeg

Mette Perthu-Hansen, der tidligere har spillet ti U16 landskampe, er udset til at blive en nøglefigur på det nye B.93 kvindehold, som består af en blanding af klubbens egne talentfulde spillere og erfarne spillere udefra.

“B.93 er Københavns eneste licensklub og har mange unge talenter på vej. Jeg glæder mig til at blive en del af klubbens spændende og ambitiøse projekt. Jeg kan se, at B.93 har en stærk fødekæde af talentfulde unge spillere på vej, og det giver mig ekstra tro på projektet,” siger Mette Perthu –Hansen.

“Jeg har nået rigtig mange mål Greve, og nu trænger jeg til ny luft. B.93 pigefodbold dyrker en angrebsorienteret spillestil, som jeg kan lide. Jeg har nogle klare ambitioner. B.93 tilbyder tilbyder mig rigtig gode udviklingsmuligheder og individuel træning, der kan gøre mig til en endnu bedre spiller, og derfor skifter jeg,” fortæller hun.

Rollemodel for unge talenter

I B.93 bliver Mette Perthu-Hansen spillende assistentræner, og klubben vil gøre hende til rollemodel for de nye unge talenter, der er på vej. Hun kommer også til at lave teknisk skills træning for klubbens yngste elitespillere.

“Mette er gjort af et helt særligt stof,” siger Bjarke Møller.

“Hun er ikke gået den traditionelle talentvej, men hun har i 1. Division bevist, at hun har potentiale til en dag at blive en af Danmarks allerbedste. Vi vil med de rigtige rammer og et dedikeret træningssetup i B.93 gerne hjælpe hende med at udvikle sit talent til det næste trin.”

Aftalen med Mette Perthu-Hansen ventes at trække flere erfarne spillere til den københavnske licensklub, der allerede er i dialog med flere spillere med erfaringer fra de bedste rækker.