Fodbold for piger

Her går fodbold og gymnasium op i en højere enhed

Herrelandsholdets tidligere assistenttræner Peter Bonde er ny kvindeelitetræner på Oure Efterskole og Kostgymnasium. Kombinationen kostgymnasium og fodboldtræning vil få flere piger til at blive i fodbolduniverset, mener han

Af Steen Trolle

I ti år var han assistenttræner for det danske herrelandshold og kæmpede sammen med Morten Olsen for at få Danmark med til EM- og VM-slutrunder. Nu har Peter Bonde fået en ny fodboldmission. Og selv om der er en verden til forskel på landskampe med titusindvis af tilskuere og en kamp på Fyn i kvindernes tredje bedste række, så lyder Peter Bonde mindst lige så passioneret, når han fortæller om sit nye job, som da han udtalte sig om en kommende fodboldlandskamp.

Peter Bonde er kvindeelitetræner på Oure Efterskole og Kostgymnasium. Siden august har han stået i spidsen for et hold af piger, der går på hhv. efterskolen og gymnasiet i Oure. Målet er at udvikle pigerne fodboldmæssigt, mens de går på skolen, og for Peter Bonde er der en klar mission med arbejdet på træningsbanen:

”Det vigtigste for mig er ikke, at pigerne bliver elitespillere bagefter. Det vigtigste er, at de får lyst til at fortsætte med at spille fodbold efter gymnasiet, om det så bare er på et kollegiehold,” siger Peter Bonde.

For mange fodboldpiger sker der det modsatte i gymnasiet. De smider fodboldstøvlerne på hylden, fordi de ikke kan passe tidskrævende fodboldtræning ind i et nyt liv med lektier, lange skoledage og gymnasiefester. Men det er ikke noget problem, når man går på et kostgymnasium. Her er skole, træning, spisning, overnatning og kammerater samlet ét sted.

”Det her sted er unikt. Der findes ikke tilsvarende andre steder. Det imødekommer lige nøjagtig de problemer, der får pigerne til at stoppe med fodbold, når de starter i gymnasiet,” siger Peter Bonde.

Peter Bonde var i ti år assistenttræner for Morten Olsen på herrelandsholdet. Nu er han kvindeelitetræner på Oure Efterskole og Kostgymnasium.

Peter Bonde var i ti år assistenttræner for Morten Olsen på herrelandsholdet. Nu er han kvindeelitetræner på Oure Efterskole og Kostgymnasium.

Træner mere end 3F-klubberne

Oure-pigerne træner fem gange om ugen plus to gange styrketræning. I sæsonen spiller holdet med i Kvindeserie Vest, hvor det i efteråret blev til en sjetteplads i puljen. Den placering regner Peter Bonde dog med bliver forbedret i foråret, selv om det ikke er vigtigt.

”Vi havde ingen opstartsperiode. Vi startede nærmest med kampe fra den første dag. Nu har vi en rigtig lang periode til at øve os, og vi kommer i markant bedre form – ja, vi træner jo mere end 3F-ligaholdene gør – så vi bliver bedre i foråret,” forudser Peter Bonde.

Han beskriver sit hold, som bl.a. tæller U16-landsholdsspilleren Selma Svendsen, som teknisk dygtigt:

”Men pigerne er noget yngre, end dem de møder i turneringen, så de møder ofte hold der er fysisk stærkere,” siger Peter Bonde.

Win-win for klubberne

Han har været rundt og tale med klubber om projektet, og han håber, at klubberne ser Oure Kostgymnasium som et spændende tilbud for spillere, der skal i gymnasiet og vil prøve noget nyt – ikke som en konkurrent.

”Der er ikke noget tabt for klubberne, hvis en spiller tager herned, tværtimod. Det her kan betyde, at vi bevarer nogle flere piger i ’den farlige alder’ i fodbolduniverset, hvor de ellers havde været i fare for at falde ud,” siger Peter Bonde.

oure-peter-bonde-2

You must be logged in to post a comment Login