Ny U16-landstræner: Spillernes udvikling er det vigtigste

0
1710

Fra 1. Januar har U16-landsholdet fået en ny trænerstab. Den tidligere U16- og U17 landstræner Danny Jung valgte i efteråret at sige tak for denne gang efter næsten 10 år i DBU, hvilket har betydet nye udfordringer for U15-talenttræner Frank Johnsen, der i december 2016 blev valgt til at lede U16-landsholdet i det nye år.

Af Andrea Signe Trolle

”For nogle år siden blev jeg spurgt af en journalist, hvilke mål jeg havde med DBU-arbejdet. Jeg svarede, at jeg på et eller andet tidspunkt godt kunne tænke mig at træne et U-landshold. Det er ikke noget jeg har arbejdet efter, men jeg har altid tænkt, at det kunne være spændende. Så derfor er mit nye arbejde noget nær perfekt.”

Sådan lyder det fra nyudnævnte U16-landstræner Frank Johnsen, der fra 1. januar har overtaget jobbet efter Danny Jung. Tidligere har Frank stået for U15-talentcenteret i DBU, og har derfor arbejdet på at levere dygtige spillere videre til U16-landsholdet. Frank fortsætter arbejdet på U15-talentcenteret, men nu skal han også skal stå for styringen på U16-landsholdet og forberede spillerne på de senere landshold – en proces, som ifølge Frank er enormt spændende:

”U16 er en utrolig spændende årgang og så hænger det godt i tråd med mit arbejde på U15-talentcenteret. Der sker rigtig meget med pigerne på U14, U15 og U16. Der sker rigtig meget oppe i spillernes hoveder og med deres udvikling, og det synes jeg er rigtig interessant at følge. Vi skal derfor arbejde på alle de parametre, som kan bidrage til den enkelte spillers udvikling. Det gælder blandt andet det træningsmæssige, træningsdoseringen, restitution, kost og det mentale og det er derfor min ambition, at vi skal gøre det ypperste for at hjælpe spillerne på netop disse parametre sammen med klubberne, pigerne selv og deres forældre.”

Allerede i den kommende weekend får Frank debut på træningsbanen som U16- landstræner. Landsholdet mødes til årets første samling, som skal afholdes fra på søndag den 15. januar til mandag den 16. Januar. Og der er Frank ikke i tvivl om, hvor hans trænerfokus ligger:

”Den individuelle spiller er meget vigtig. Når vi snakker U14 og U15 så er det ikke et hold, men et talentcenter, som vi skal prøve at hjælpe spillerne videre i deres udvikling. Og det er lidt det samme med U16. Forskellen er bare, at vi spiller landskampe. Derfor skal vi også have et hold der kan fungere. Men det vigtigste er stadigvæk den enkelte spiller og det vil det altid være. Vi skal jo ikke levere et hold til A-landsholdstræner Niels på den lange bane. Nej, vi skal levere en spiller til Niels. Derfor er det spilleren, der er i centrum og spillerens udvikling, der går først.”

Franks arbejde på U15-talentcenteret betyder, at han allerede kender spillerne på U16-landsholdet. Han har desuden haft et tæt samarbejde med tidligere landstræner Danny Jung og går derfor ind til sit nye job med stor viden om hans nye spillerstab og klare retningslinjer for, hvordan han ønsker at udvikle holdet:

”Jeg vil gerne fortsætte hvor Danny slap. Han har lavet et fantastisk stykke arbejde, mens han har været i DBU. Derudover ligger det mig meget på sinde at styrke det klubsamarbejde, der er mellem klubberne og DBU. Det er min fulde overbevisning, at DBU ikke kan noget uden klubberne og klubberne kan ikke noget uden DBU. Af den årsag er vi jo begge meget afhængige af hinanden. Så et tæt samarbejde med de klubber, som har spillere omkring landsholdet, er meget vigtigt for mig.”