Agnete Nielsen: Fed følelse at afgøre landskamp

0
1725

Fredag eftermiddag spillede U19-landsholdet sin første kamp ved den årlige træningsturnering i spanske La Manga. Det blev til en 1-2 sejr til Danmark over nabolandet Sverige, hvor Agnete Nielsen fra BSF sendte den afgørende bold i kassen. FODBOLD FOR PIGER har talt med BSF-spilleren om hvordan det er at være den afgørende brik i en landsholdskamp:

 Af Andrea Signe Trolle

Det danske U19–landshold har fået en god start på sin tur til Sydspanien, hvor holdet deltager i den årlige træningsturnering La Manga Tournament. Fredag eftermiddag spillede holdet en tæt kamp mod Sverige, hvor Danmark kom bagud 1-0 efter 31 minutter. Alligevel formåede de danske spillere at få vendt kampen, så det endelige resultat blev en sejr til Danmark. Først var det Sofie Svava fra Brøndby, der efter 70 minutter fik udlignet til 1-1 og blot fem minutter senere kunne Agnete Nielsen fra BSF score det afgørende mål:

”Et hjørnespark endte i det bagerste rum, hvorefter Laura Frank fra vores hold header den på tværs af målfeltet. Bolden ender så foran mig, der står lige foran målet, hvor jeg så header den ind. Det er selvfølgelig en rigtig fed følelse, fordi det var det afgørende mål,” fortæller Agnete til FODBOLD FOR PIGER.

Agnete Nielsen var også meget tilfreds med hele holdets præstation i kampen, hvor pigerne ellers fik modvind tidligt i kampen. Men ifølge Agnete Nielsen, så havde Danmark det ekstra overskud på banen, som gjorde, at de endte med at få sejren:

”I træningspassene op til kampen havde vi fokuseret på, at Sverige er et hold som står meget kompakt på banen. Vi havde lidt problemer i starten, men som kampen skred frem lykkes det at få spillet op i mellemrummet. Vi stod sammen som et hold på trods af vi havde den dårlige start, hvor Freja Sørensen desværre udgik med en skade efter bare 3 min. Men selvom vi kom bagud 1-0, så fik vi kæmpet videre og det resulterede i de 2 scoringer, som bragte sejren hjem,” siger Agnete.

“Super fedt at være med landsholdet”

Til daglig spiller Agnete Nielsen 3F i BSF og det er langt fra første gang, at hun er med på kampkortet hos U19-landsholdet. For det unge talent er landsholdssamlingerne super fede men også udfordrende:

”Det er en utrolig fedt at være på landsholdet på tur. Det er dejligt at alt det hårde arbejde, som man laver hjemme i klubben til hverdag, giver bonus. Det er også super fedt, at vi er samlet med alle de bedste fra to årgange, fordi vi så bliver ekstra udfordret,” siger Agnete.

Søndag eftermiddag spiller U19-landsholdet deres 2. kamp på La Manga, hvor modstanderen er det italienske U19-landshold.