Pernille Harder skød sig i gang i Wolfsburg

0
2382

 

Pernille Harder kom for første gang på måltavlen i hendes nye klub VfL Wolfsburg, da de slog Bayern München 2-0 på hjemmebane.

Af Sophie Lysholt

Pernille Harder fik en hovedrolle, da VfL Wolfsburg tog imod Bayern München i den tyske Frauen-Bundesliga i et vaskeægte topopgør.

Foran 2640 tilskuere kunne danskeren for første gang i sin nye klub banke bolden i kassen. Indtil videre har hun leveret flotte assists i den grønne trøje, men søndag havde Harder også sidste fod på bolden.

Scoringen kom allerede efter 14 minutter, da hun fik en høj bold i dybden og styrede direkte mod mål. Hun lagde bolden fladt ind bag Bayerns keeper og kunne dermed skrive sit første mål i tysk fodbold på CV´et.

I kampens sidste minutter gjorde Pernille Harder så igen noget af det, hun er bedst til, nemlig at være i oplæggerens rolle. Med et perfekt indlæg i det 84. minut kunne holdkammeraten Isabel Kerschowski uden problemer helflugte bolden i mål til slutresultatet 2-0.

Med sejren ligger VfL Wolfsburg sikkert på andenpladsen i Bundesligaen blot to point fra førerholdet FFC Turbine Potsdam.

Pernille Harder og VfL Wolfsburgs næste opgave er dog Champions League og kvartfinalen mod franske Olympique Lyon, der spilles torsdag den 23. marts.

Samme dag spiller Fortuna Hjørring en af de andre kvartfinaler hjemme mod Manchester City.