Forundret mor: Må fodboldpiger ikke være korthårede i 2017?

0
3123

Maiken Grønvall Andersen oplever gang på gang, at modstandere tror at hendes 12-årige døtre er drenge, fordi de har kort hår. I sidste uge truede modstanderne i en U13-kamp endda med en indberetning for at bruge ulovlige spillere. En ubehagelig oplevelse, som får Maiken til at undre sig: Kan fodboldpiger virkelig ikke være korthårede i 2017?

Af Steen Trolle

Kort hår, langt hår, fletninger, pandebånd.

I 2017 er det vel fuldstændig ligegyldigt hvilken slags hår, en fodboldpige har. Skulle man tro. Men sådan er virkeligheden ikke. Det kan Maiken Grønvall Andersen skrive under på. Hun er mor til to dygtige fodboldpiger på 12 år, og gang på gang oplever hun, at pigernes korte hår bliver mistænkeliggjort af modstandere, som tror, at de er drenge.

Som regel kan det klares med en frisk bemærkning om at det ”altså er piger”. Men fredag i sidste uge stak det helt af til en U13 vest-kamp. Her oplevede Maiken, at både spillere, forældre og trænere hos modstanderholdet var sikre på, at hendes to piger Liva og Naja var drenge. Og det gik så vidt, at de truede med at indberette Liva og Najas hold for at anvende ulovlige spillere.

”Pigerne på modstanderholdet starter “bekymringen” men træner og forældre eskalerer den i stedet for at lukke den ned. Træneren går inden kampstart til dommeren og spørger hvordan han laver en indberetning om ulovlige spillere. Dommeren er i tvivl, så beder modstandernes træner tale med vores træner. Han siger så “vi påtænker at lave en indberetning på jer fordi i bruger drenge”. Vores træner afviser og henviser til holdkortet. Det har modstandernes træner slet ikke kigget på, inden han konfronterer os. Jeg viser sygesikringsbeviser, men får beskeden at “det kan vi ikke bruge til noget”. De kommer med beskyldninger om at mine piger “går i drengetøj, bevæger sig som drenge, skyder hårdt som drenge og ikke klædte om med de andre piger”, hvilket er løgn. Alt i alt en rigtig ubehagelig episode,” fortæller Maiken Grønvall Andersen.

Hun kalder oplevelsen surrealistisk og undrer sig over, at fodboldpigers frisure overhovedet kan være et tema i 2017:

”Min tanke er om det virkelig kan være rigtigt at vi i 2017 ikke kan se en korthåret pige uden at tænke dreng. Det er ubehageligt for pigerne og meget lidt fremmende for pigefodbolden,” mener Maiken Grønvall Andersen.

Vi er blevet spurgt om de var drenge før, men det har kunne klares med et smil og en forklaring om at de er piger med kort hår. Det er aldrig kommet så vidt før, som det gjorde i denne kamp,” tilføjer Liva og Najas mor ærgerligt.

Har du oplevet noget tilsvarende eller har et forslag til, hvordan lignende episoder kan undgås? Skriv til redaktion@fodboldforpiger.dk eller skriv en kommentar på vores facebookside.