KoldingQ: Vi er megaglade for DM-guldet

0
1021

KoldingQ kan efter lørdagens sejr over Team Viborg i det helt store guldbrag kalde sig vindere af U18 DM-ligaen 16/17. FODBOLD FOR PIGER har snakket med KoldingQs første målscorer, Esther Willems, om at være danmarksmester.

Af Solveig Valbjørn

Der var lagt op til et vaskeægte guldbrag, da KoldingQ gæstede Viborg i U18 DM-ligaens allersidste spillerunde. Begge hold havde 52 point, og det var derfor en kamp, der skulle afgøre, hvem der skulle have guld, og hvem der skulle have sølv. KoldingQ løb med sejren, og dette var ifølge målscorer Esther Willems en perfekt afslutning på sæsonen:

“Vi er allesammen mega glade for at have vundet guld, og det har bare været en perfekt afslutning for os alle. Guldet blev selvfølgelig fejret med nogle øl og der blev også tændt op i grillen hjemme hos en fra holdet. Og så er der selvfølgelig afslutningsfest i næste uge, hvor vi skal fejre det igen.”

Efter 33 minutters spil kunne netop Esther Willems bringe udeholdet på 0-1, men kort efter pausen udlignede Team Viborg på mål af Camilla Nielsen. Med tyve minutter tilbage kunne KoldingQs Maria Agerholm Olsen sende bolden i kassen til slutresultatet 1-2, og trods tilløb til enkelte store chancer i begge ender, så kunne KoldingQ forsvare føringen frem til et befriende slutfløjt dermed sikre mesterskabet. Kolding-spilleren Esther Willems var da også tilfreds efter kampen:

“Det var en mega fed kamp at spille med mange tilskuere, og jeg synes at Viborg er et mega godt hold, så vi var jo rigtig nervøse inden kampstart. Men jeg synes at alt lykkedes for os, og at vi spillede en rigtig god kamp hvor vi spillede rigtig flot fodbold. Det var bare en fed kamp at spille.”

U18 DM-rækken har i denne sæson været præget af et meget tæt kapløb i toppen af tabellen, hvilket også kan ses på pointfordelingen. Kun tre point adskiller KoldingQ og Team Viborg, mens der er kun er fire point fra KoldingQ på første pladsen ned til Vildbjerg på tredjepladsen. Esther Willems fortæller dog, at KoldingQs førsteplads er fuldt fortjent på trods af den tætte konkurrence:

“Der har været hård konkurrence i U18 DM-rækken, og vi har haft held med andre resultater. Jeg synes at alle andre hold som Brøndby, Vildbjerg og Viborg spiller mega godt, men i går mod Viborg synes jeg vi havde fortjent det, fordi vi spillede godt sammen. Vi har været rigtig forberedt på denne her kamp og alle har været enige om, at vi ville gøre alt for at vinde. At det så lykkedes for os, er bare mega fedt,” lyder det fra en glad Esther Willems.