Vejle Boldklub øger satsningen på U-16 og U-18 piger

0
1249

Ny træner og nyt setup skal sparke liv i VB’s ældste pigeårgange

Af Kathrine Terp, VB

KLUBNYT

Sæsonen går på hæld for Vejle Boldklubs U-18 piger. Efter en turbulent sæson kan pigerne se frem til et nyt og spændende setup efter sommerferien.

Vejle Boldklub har nemlig øget deres satsning på pigefodbolden. Omkring U-18 pigerne er blevet ansat Steffen ”Emmer” Mikkelsen, der senest med stor succes har trænet Hedensted IF’s U-16 piger. Han er en meget dygtig og ambitiøs træner, der vil gå langt for pigerne. Som assistenttræner får han den tidligere 3F ligaanfører, Kathrine Terp.

Ligeledes har klubben tilmeldt et U-16-hold til turneringen, så forbindelsen mellem holdene i ungdomsrækkerne er intakt.

”Vejle Boldklub er en klub for alle, hvor bredde og elite skal fungere sammen. Vi satser både på at øge medlemsantallet, og vi arbejder stenhårdt på inden for en overskuelig fremtid at kunne være repræsenteret i U-18 DM rækken,” udtaler bestyrelsesmedlem Jakob Thygesen.

Den nye cheftræner er glad for de nye tanker i VB. ”Der er lavet en plan for, hvordan man får samlet pigefodbolden i Vejle og omegn på U-14/U-16/U-18, og dette projekt er vildt spændende – hvorfor jeg også sagde ja til jobbet som U-18 træner. Nu glæder jeg mig for alvor til at komme i gang og tage fat på de opgaver, der venter. Jeg glæder mig til at arbejde med tilgangen af nye spillere og udviklingen af vores U-18 hold.”

Hvis man har mod på at prøve kræfter af i Vejle Boldklub, kan man komme til prøvetræning tirsdag d. 20. juni og torsdag d. 22. juni for både U-16 og U-18 pigespillere, hvor den nye trænerstab står for træningen. Begge dage foregår i tidsrummet 17.45-19.15 i VB Parken, Hellumvej 9, 7100 Vejle. Der vil tirsdag efter træning være et informationsmøde, hvor også forældre er velkomne til at deltage.

Har man spørgsmål eller ønsker at komme og prøve træningen af efter sommerferien, er man altid velkommen til at kontakte enten Steffen tlf. 42429409 eller Kathrine tlf. 27443280.