Vildbjergs succes-sæson sluttede med bronzemedaljer

0
1849

Vildbjerg SF har for første gang vundet medaljer i U18 DM ligaen. Det skete i lørdags, hvor holdet sikrede sig bronzemedaljerne med en 8-0 sejr over B93. En af Vildbjergs profiler gennem sæsonen, Cecilie Vej Kristensen, stod for et af målene i storsejren. FODBOLD FOR PIGER har snakket med Cecilie om at vinde bronzetitlen:

Af Andrea Signe Trolle

De sidste par runder i U18 DM ligaen blev nogle spændende af slagsen, hvor der var intens kamp om guld, sølv og bronze. Men efter en 8-0 sejr over B93 kunne Vildbjerg lørdag eftermiddag tage bronzemedaljerne over hovedet – og det er de utrolig stolte af i Vildbjerg-lejren, fortæller Cecilie Vej Kristensen, som scorede til 4-0 i kampen:

”Det er fantastisk som hold at vide, at alt vores arbejde på træningsbanen har givet pote. Det giver også et kæmpe boost fremadrettet, fordi vi nu ved, at vi kan lege med, hvor det er rigtig sjovt. Det viser, at vi kan opnå meget, når vi arbejder sammen og viser spilleglæde.”

Efter kampen stod den på afslutningsfest hos Vildbjerg – og der er ingen tvivl om, at festen kun blev bedre af, at der også skulle fejres bronzemedaljer:

”Sejren og medaljen blev først fejret med taler og god mad på centeret i Vildbjerg. Det endte meget følelsesladet, fordi vi har så mange mennesker at takke for både placeringen, men også deres hårde arbejde bag pigefodbolden i Vildbjerg. Men det var en kanon afslutning på en mindeværdig sæson. Hele holdet fortsatte også fejringen hos min holdkammerat Rikke Søndergaard med god musik, højt humør og lidt godt til ganen om aftenen.”, fortæller Cecilie.

Cecilie Vej Kristensen scorede til 4-0 i lørdagens kamp

Ingen medaljeforventninger op til sæsonen

En anden grund til den store glæde i Vildbjerg-lejren er, at bronzemedaljerne slet ikke var en målsætning for holdet, da sæsonen startede. Men en masse gode kampe med gode resultater betød, at Vildbjerg pludselig røg op og kæmpe om 3.pladsen – og endda også fik snuset til 1.pladsen:

”Dengang vi startede sæsonen havde vi overhovedet ikke regnet med bronzemedaljer, så det gør bare oplevelsen endnu mere mindeværdig. Selvom vi indtil sidst også havde mulighed for en guldmedalje, så er det langtfra med skuffelse, at vi modtager bronzen. Bronzemedaljerne er stadig suveræne, og vi er lykkelige over at have opnået dem og sluttet sæsonen med dem.”, fortæller Cecilie Vej Kristensen.

For Cecilie personligt var det også en helt speciel afslutning, fordi kampen mod B93 var hendes sidste kamp for U18 DM. Derfor havde bronzemedaljerne også en endnu større betydning for Cecilie:   

”At afslutte mine DM-år af med en sejr 8-0, en kasse og en bronzemedalje er helt utroligt, selvom det ikke er gået helt op for mig endnu, at det var min sidste kamp for U18. Men når det kommer så bliver det endnu mere mindeværdigt at tænke tilbage på. Mest af alt vil jeg huske tilbage på sammenholdet både på og udenfor banen, som vi har haft gennem sæsonen. Det kan ingen tage fra os og det vil fortsætte, selvom sæsonen er slut.”