17-årig pigetræner nomineret til stor pris

0
1950

Oliver Lundgaard og ”DGI fodboldskole og pigefodbold” i Vejle er nomineret til Homeprisen 2017

Takket være en 17-årig ildsjæl fra Vejlekanten, kan dansk pigefodbold løbe med en af de allerstørste priser for frivilligt arbejde i Danmark, nemlig Homeprisen 2017.

Det er 17-årige Oliver Lundsgaard fra landsbyklubben Skibet ved Vejle, der er nomineret til prisen sammen med den fodboldskole, ”DGI fodboldskole og pigefodbold”, som han er initiativtager til. Der er nomineret 72 kandidater til prisen, men Oliver er lige nu nummer to i den afstemning på nettet, som afgør konkurrencen. Hvis han vinder, får han 30.000 kroner. Bliver han 2’er, så er der 20.000 kr. i gevinst, mens der er 10.000 kr. til tredjepladsen.

Oliver Lundsgaard er træner for U11/U12 piger samt U13 piger i Skibet og har derudover startet en af Vejles største fodboldskoler med 162 deltagere. Desuden er han sammen med firmaet Fodboldinspirator i gang med at forberede en elitefodboldcamp for piger, som løber af stablen i august, ligesom han har trukket Pigeraketten til Skibet.

Han er blevet nomineret til Homeprisen med denne begrundelse:

”En kæmpe ildsjæl fra årgang 1999. Oliver har formået at samle pigefodbolden i Skibet IF og endda med flere hold og alle har fået mange store oplevelser på og uden for banen – såvel sommer som vinter. Oliver har på egen hånd trods hans unge alder, formået at få områdets største fodboldskole på benene med over 160 deltagere. Oliver har samtidigt være efterskoleelev, men formået at udvikle ovennævnte som giver stor respekt, når man kender holdningen hos mange unge mennesker i dag”.

Du kan stemme på Oliver her.