EM-semifinale mest sete fodboldkamp i år

0
2252

1.009.000 seere kiggede i gennemsnit med, da det danske kvindelandshold torsdag aften slog Østrig i EM-semifinalen og spillede sig videre til EM-finalen.

Det viser tal fra Kantar Gallup, som TV2 netop har offentliggjort.

724.000 så snit 1. halvleg, mens 1.167.000 seere kiggede med i 2. halvleg. Det giver ifølge Kantar Gallup et gennemsnit på 1.009.000 seere, og det gør kampen – hold fast – til den mest sete fodboldkamp i Danmark i 2017.

Ja, faktisk skal man tilbage til mændenes EM i Frankrig i sommeren 2016.

Landsholdets målmand Stina Lykke er overrasket og begejstret over det tårnhøje seertal.

”Det er fuldstændig sindssygt. Vi havde gået og sagt, at en million ville være sindssygt. Vi er så glade for støtten derhjemme, og vi håber simpelthen, at alle tænker, at søndag skal bruges på at se en EM-finale, siger hun til TV 2 SPORT.

Ifølge TV2 er Danmarks fem kampe ved EM alle blandt årets syv mest sete fodboldkampe på dansk tv i 2017.