Næsby fik point i flot spillet kamp mod Fortuna Hjørring

0
1194

Næsby Boldklub fik 2-2 i 1. division mod et stærkt 2. hold fra Fortuna Hjørring

Af Helge Thomsen, træner

KLUBNYT Vi mødte Fortuna Hjørrings hold 2, som stillede et meget stærkt hold, efter at klubben denne sommer har hentet rigtigt mange talenter fra hele Danmark til Nordjylland.

Fortuna Hjørring sad tungt på spillet de første 25 minutter, hvor de med deres store boldsikkerhed og troen på egne kvaliteter havde initiativet.
Vi kæmpede hårdt for at komme ind i kampen ,og langsomt fik vi os fordelt bedre på banen ,og vi fik lavet nogle mere faste aftaler,som gjorde, at vi kom bedre med.
Vi havde ikke mange chancer i de første 45 minutter, og stik mod chancefordelingen scorede Kamilla Ø Jensen et minut før halvleg til 1-0 efter et flot oplæg fra Trine Wengel.
I de sidste 45 minutter kom vi klart bedre med.
Nu turde vi spille bolden roligt rundt med bolden og fik på den måde pludseligt greb om kampen.
Kampens flotteste opspil kom via venstre kant, hvor Agnes Klingenberg blev sendt af sted i dybden, og fra baglinjen sendte hun et skarpt indlæg ind foran målet, hvor Trine Wengel dukkede op og scorede resolut til 2-0.
Nu sad vi på kampen. Vi havde i den periode også tilløb til målet til tre nul, men i stedet tippede kampen, da Fortuna på to skarpe omstillinger inden for 5 minutter udlignede til 2-2.
Ærgerligt.
I den efterfølgende periode havde vi faktisk to gode muligheder til at hive sejren i hus, men den sidste medgang og kvalitet i afslutningerne manglede.
Kampen endte ganske retfærdigt 2-2 efter en super intens og velspillet kamp mellem to stærke mandskaber.