Fodbold for piger

Skjoldanfører: Kvindefodbolden får ikke den respekt, den fortjener

KOMMENTAR: DBU og Spillerforeningen viser ikke kvindefodbolden den respekt og professionelle tilgang, som den har respekt og format til, skriver Skjold Birkerøds anfører i dette indlæg om den aktuelle konflikt om kvindelandsholdet (Indlægget er skrevet torsdag – inden delaftalen, som har fået spillerne til at stille op til tirsdagens kamp mod Kroatien, blev indgået fredag)

Af Emilie Thit Stilling Netteberg, anfører på Skjold Birkerød IF’s 1. divisionshold 

Min umiddelbare reaktion på den månedlange konflikt mellem DBU og Spillerforeningen er, som de fleste andre spillere, en ideologisk forargelse over, at der i år 2017 stadig findes situationer, hvor man som kvinde ikke anerkendes for sin indsats på samme vilkår som sine mandlige kollegaer. Jeg må dog samtidig erkende, at jeg ikke kan gennemskue omfanget og indholdet at konflikten. Hvad er det for krav, parterne har opstillet? På hvilke områder er de uenige? Hvad mangler der for, at parterne kan mødes? Og sidst men ikke mindst, hvad ligger der egentlig bag af personlige følelser hos de to parter siden, at denne konflikt er blevet så stor. Man kan ikke undgå at tænke, at konflikten mellem DBU og Spillerforeningen har sin helt egen politiske og principielle agenda, og kvindelandsholdet desværre er blevet syndebuk for denne.

Jeg kunne sagtens vælge at råbe op om, hvor foragteligt det er, at man endnu ikke kan anerkende det kvindelige landshold ved at give dem en aftale, der giver dem de rette økonomiske og juridiske rammer. Hvad jeg dog finder mest horribelt er, at dens udvikling er tegn på de to parters manglende interesse for selve konfliktens omdrejningspunkt – nemlig det danske kvindelandshold og kvindefodbolden i sin bredere forstand.

At DBU er endt med at aflyse en VM-kvalifikationskamp viser, at spillerne har haft en dårlig sag fra start af. Deres våben i konflikten har været, som det er set så ofte før i konflikter mellem ”arbejdsgiver” og ”arbejdstager”, at varsle strejke. En strejke har dog kun en effekt så længe ”arbejdsgiveren” føler en trussel ved de konsekvenser, som det tabte arbejde vil føre med sig. Som konflikten dog har udviklet sig, virker det ikke som om, at DBU føler sig trykket af den konsekvens, at kampen på fredag ikke spilles, og at kvindelandsholdet højst sandsynligt udelukkes fra international deltagelse.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om DBU ville være gået længere i forhandlingerne, hvis det var herrelandsholdets deltagelse til en VM-slutrunde, det havde drejet sig om? Mon ikke DBU havde følt sig mere presset af konsekvenserne, hvis det var herrelandsholdet der potentielt kunne misse endnu en slutrunde. Og det er her, jeg mener, at kernen i problematikken ligger. Det viser, at kvindelandsholdet og dansk kvindefodbold stadig ikke er fænomener, som DBU føler ejeskab over.

I de 14 år jeg har spillet fodbold, er sporten blevet den største pige/kvinde sport i Danmark, kvindelandsholdet har spillet sig i to EM-semifinaler samt én EM-finale (hvilket med næsten 1,5 mio. seere var den mest sete fodboldkamp det år), der er blevet skabt en massiv mediedækning omkring sporten, flere europæiske lande har professionaliseret sine ligaer, og i den forgangene uge meldte FCN ud, at de ønsker at bruge midler på systematiseret at satse på talentudvikling inden for kvindefodbold. Men på intet tidspunkt i de 14 år jeg har spillet, har jeg haft en fornemmelse af, at denne udvikling har taget sit udspring fra de bærende institutioner inden for sporten. Tværtimod, så vidner den nuværende konflikt om en modarbejdelse af denne udvikling.

At kampen på fredag ikke spilles er en katastrofe for dansk kvindefodbold, men det er intet i sammenligning med det faktum, at kvindefodbolden stadig ikke bliver håndteret med den respekt og professionelle tilgang, som tusindvis af spillere og foreninger i årevis har vist og bevist at den fortjener og har format til – og dette gælder både fra DBU og Spillerforeningens side.

“At kampen på fredag ikke spilles er en katastrofe for dansk kvindefodbold, men det er intet i sammenligning med det faktum,  at kvindefodbolden stadig ikke bliver håndteret med den respekt og professionelle tilgang, som tusindvis af spillere og foreninger i årevis har vist og bevist at den fortjener og har format til – og dette gælder både fra DBU og Spillerforeningens side.”

 

 

 

You must be logged in to post a comment Login