Fodbold for piger
Danacup.com

AaB’s kvinde-/pigeafdeling har ansat ny cheftræner og er klar til kamp

KLUBNYT

AaB web/presseafdeling 05.12.17

 

”Vi var godt klar over, at det var ambitiøst, da vi tidligt i efteråret skrev Kenneth Cortsen øverst på vores ønskeseddel over cheftrænere til vores 1. hold senior, men hvis ikke vi af og til rækker ud efter stjernerne, så når vi dem med sikkerhed ikke”. Sådan udtaler sportschef for AaB’s kvinde-/pigeafdeling Morten Klessen, der netop har skrevet kontrakt med Kenneth Cortsen, som er anerkendt såvel nationalt som internationalt for sit arbejde som sportsspecialist og i AaB som en yderst dedikeret og passioneret træner.

Cortsen er 41 år og bosat i Aalborg. Han har en civil karriere med en Ph.d. fra Aarhus Universitet indenfor kommercialisering af sport. Nu arbejder han som forsker med nationalt og internationalt forskningssamarbejde med stor vægt på fodbold samt som konsulent for sportsvirksomheder i ind- og udland ved sportsmanagementuddannelsen på UCN i Aalborg.

Cortsens viden positionerer ham derfor som en vigtig indpisker i sportslandskabet i Danmark samt udlandet. Han er desuden selv tidligere elitefodboldspiller med ophold i bl.a. Nørresundby Boldklub, Viborg FF samt college-scholarship i USA. Han har en trænerfaglig UEFA A-licens og har de seneste 4 år været cheftræner for AaB’s herrer i danmarksserien, mens han forinden med stor succes førte Løgstør IF fra en position som elevatorhold mellem s. 2 og s.1 til en tilværelse med 3 sæsoner i danmarksserien, bl.a. på baggrund af organisk vækst og et generationsskifte via et U19-mandskab, som han forinden gjorde til jysk mester i mesterrækken.

Cortsen udtaler om den nye rolle som cheftræner for AaB’s kvindehold: ”Jeg havde et år tilbage af min aftale med danmarksserien på herresiden, men fik chancen for at prøve kræfter med rollen som cheftræner for førsteholdet for kvinderne i AaB, hvilket jeg var hurtig til at takke ja til. Min primære erfaring med kvindefodbold stammer fra min forskning samt fra et halvt år som hjælpetræner for et college-hold i USA. Jeg besøger dog qua mit arbejde som forsker en masse internationale fodboldmiljøer på højt niveau, og det kan absolut sættes i spil i AaB. Klubbens vision om at rykke kvindefodbolden både m.h.t. den individuelle spillerudvikling, samarbejdet med AaB’s meget talentfulde pigemiljø og ønsket om at komme opad i rækkerne, tiltalte mig meget. Det handler om muligheder for personlig samt organisatorisk udvikling. Konteksten er stadig fodbold i AaB, og pige- og kvindefodbolden har stort momentum i øjeblikket, og jeg kommer ind i en visionær og elitepræget organisation med stærkt lederskab, stor motivation og en masse kvindelige spillere med et super engagement og ønske om fortsat udvikling. Det er en udfordring, som jeg glæder mig MEGET til, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan sætte nye standarder for pige- og kvindefodbolden.”

Visionen er at positionere AaB i toppen af dansk pige- og kvindefodbold og være det naturlige samlingspunkt for elitespillere fra hele Nordjylland. Morten Klessen fortæller: ”Vi ønsker at udvikle, tiltrække og fastholde spillere til brug på alle niveauer med henblik på at være den førende klub i Aalborg og omegn, og det er klart, at med en profil som Kenneth Cortsen, så har vi virkelig styrket vores position.”

 

AaB’s kvinder rykkede mod alle forventninger og til stor overraskelse for de fleste ned fra 1. division til KSV i sommers, men ambitionen om at komme til at spille i den bedste liga indenfor en overskuelig årrække lever stadig. ”Vores målsætning på den helt korte bane er, at vi igen til august 2018 spiller i 1. division. En ambition som vi finder meget realistisk med ansættelse af Cortsen samt med udgangspunkt i det spillermateriale, vi har til rådighed. Vi har haft positiv tilgang af spillere hen over efteråret og flere nye profiler er med fra starten af det nye år, så alt i alt står vi stærkt”.

 

AaB har tidligere meldt ud, at målsætningen var at være i den bedste liga fra 2019 og på spørgsmålet om, hvorvidt denne målsætning fastholdes, svarer Morten: ”Vi holder fast i målsætningen, da det er vigtigt, at vi har noget at række ud efter. Derfor sætter vi overliggeren højt, men vi har stort fokus på processen og vejen frem mod målet, og derfor er vi mere optaget af at gøre det rigtigt end at gøre det hurtigt. Det kan betyde en mindre forsinkelse, men det tager vi til den tid – nu skal vi bare i gang, og vi kan næsten ikke vente”.

You must be logged in to post a comment Login