Peter Enevoldsen er ny assistenttræner i Fortuna Hjørring

0
1083

Fortuna Hjørring har præsenteret en erfaren mand i form af Peter Enevoldsen som deres nye assistenttræner. Han kommer til at indgå i trænerteam med cheftræner Carrie Kveton.

Af Martin Vestergaard Jensen

For tre uger siden kom det frem, at den tidligere assistentræner Carrie Kveton blev ansat som cheftræner for Fortuna Hjørring, efter Brian Sørensen valgte at sige sit job op for at fokusere på virksomheden Goal Station.

Nu kan Fortuna præsentere en erfaren herre som skal stå ved Carrie Kvetons side. 56-årige Peter Enevoldsen, der har en stor erfaring fra herresiden som både spiller og træner, er blevet ansat som assistenttræner i Fortuna Hjørring.

”Det gjorde os glade, da Carrie Kveton sagde ja til at indtræde som cheftræner, og nu synes jeg, at det er fantastisk at få en aftale med Peter. Jeg glæder mig til at følge det fremtidige samarbejde mellem Carrie og ham. Det giver et realistisk håb om et dansk mesterskab til sommer,” siger Kim Brix, formand for Fortunas eliteudvalg, til klubbens hjemmeside.

Peter Enevoldsen kommer senest fra et job som assistenttræner i Randers FC, men har også været i Viborg FF og Sønderjyske. I sidstnævnte klub var han assistent for den nuværende landsholdstræner på kvindesiden Lars Søndergaard.

Udover en lang periode på sidelinjen, så har Peter Enevoldsen også haft en aktiv karriere på banen. Han spillede bl.a. 191 førsteholdskampe for AaB, mens han også har repræsenteret den tyske klub Borussia Mönchengladbach.

Trænerteamet stod sammen i spidsen for Fortuna Hjørring til årets førte træningskamp, som endte med en 3-0 sejr over den norske klub Vålerenga.