Pernille Larsen: Stolt af at repræsentere Danmark

0
1571

Det danske U19-landshold er netop hjemvendt efter deres tur til La Manga, hvor de har spillet mod Holland, Schweiz og Tjekkiet. Én af de spillere, som var med til samlingen, er Pernille Larsen, der til daglig spiller 3F-bold i BSF. FODBOLD FOR PIGER har snakket med Pernille om turen – læs med her:

Af Andrea Signe Trolle

Grin, hygge og stolthed. Det er nogle af nøgleordene, der ifølge Pernille Larsen beskriver den landsholdtur til La Manga, som hun netop er hjemvendt fra. Det blev til et nederlag til Holland, men det blev opvejet af to sejre til danskerne over henholdsvis Schweiz og Tjekkiet. Og glæden ved de to sejre har Pernille været en stor del af, da det er blevet til en del spilletid til det unge talent – og det er hun stolt af:

”Jeg føler jeg har bevist, hvad jeg kan, som midtbanespiller. Det er anderledes at spille, fordi man ikke blot spiller for en klub, men repræsenterer et land. Det indebærer en masse stolthed og kræver en del mod at spille sit eget spil og turde begå fejl. Men i sidste ende er det bare fodbold og alle på banen elsker det og vil vinde og det er bare sygt fedt,” fortæller Pernille Larsen, der til daglig spiller 3F liga i BSF.

Hygge med en masse interne arrangementer

Pernille har især sat pris på de stunder, som hun har haft med holdkammeraterne uden for banen. Der er det blevet til en masse hygge og grin, hvor alle har haft det godt med hinanden på trods af U19-landsholdet rummer to årgange, fortæller Pernille:

”To årgange bliver rystet sammen på u19 landsholdet og det gør, at der pludselig er spillere som jeg ikke kender lige så godt, som dem fra min egen årgang. Men de fleste, der var med på denne tur, har været del af holdet siden i sommer, hvor vi har lært hinanden at kende og har haft det sjovt sammen. Alle er med på sådan en tur for også at have det sjovt, så alle er imødekommende og der er en del spillere, der altid sørger for, at der er noget at lave og grine af.”

Det er da også Pernilles overordnede opfattelse, at det har været en meget vellykket tur til La Manga, hvor spillerne er blevet udfordret på banen, men også har haft det rigtig godt sammen uden for banen:

”Det har været rart at være af sted med landsholdet og være sammen med spillere på ens alder, der har samme ambitioner og villige til at arbejde utrolig hårdt for at nå både egne, men også fælles målsætninger. Jeg synes derfor, at det har været en meget vellykket tur, hvor vi både har mødt modstand, men også har kunne glæde os over fremskridt og sejre,” afslutter Pernille.

Pernille Larsen med nr. 4