Pigerne fra Lyngs Idrætsefterskole vinder guld i DM i indefodbold

0
1738
Her er guld-vinderne fra Lyngs Idrætsefterskole i DM i indefodbold. Øverst fra venstre: Louise Mose (Lemvig), Rikke Søndergaard (Vildbjerg), Amalie Gravesen (Thisted) og cheftræner Keld Østergaard. Nederst fra venstre: Ida Fuglsang (Struer), Katrine Skadhauge (Frøstrup) og Sabina Andersen (Højslev)

Lyngs Idrætsefterskoles pigehold  er danmarksmestre i indefodbold i A-rækken

Af Ane Liebing Grøngaard, Lyngs Idrætsefterskole

Efter en intens dag i Hedensted-hallerne kunne pigerne fra Lyngs Idrætsefterskole løfte trofæet og kalde sig Danmarksmestre i indefodbold i A-rækken. Rikke Søndergaard, som er en af guldpigerne, har stadig svært ved at forstå, at hun sammen med resten af holdet kunne gå hele vejen.

”Jeg er helt målløs og meget overvældet over, hvordan det gik os til DM. Det var en uforglemmelig oplevelse. Det er jo kun de 20 bedste hold i hele Danmark, som kvalificerede sig, så det er rimelig vildt at tænke på, at vi nu er Danmarks bedste indendørs hold i vores årgang.”, fortæller Rikke Søndergaard.

Keld Østergaard, der er cheftræner på fodboldlinjen og afdelingsleder for idrætten på Lyngs Idrætsefterskole, har masser af roser til pigerne:

“I de 13 år jeg har været på Lyngs Idrætsefterskole har jeg sjældent mødt så dedikerede og koncentrerede piger. Sejren er meget fortjent og på skolen er vi simpelthen så stolte af deres præstation”, fortæller Keld Østergaard ovenpå en meget nervepirrende dag.

Både i kvartfinalen og semifinalen gik kampene i forlænget spilletid med det såkaldte sudden death – hvor det første hold, der scorer, vinder kampen. Her trak Lyngs Idrætsefterskole det længste strå og gik videre til finalen, hvor de med slutresultatet 5-4 nu kan kalde sig danmarksmeste i indefodbold i A-rækken.

Fantastisk træning og sammenhold på Lyngs Idrætsefterskole

Katrine Skadhauge, der også er en af guldvinderne, fremhæver det gode sammenhold og den seriøse træning på Lyngs.

“Vores hold er sammensat af folk fra mange forskellige klubber. Det er et hold hvor vi er seriøse, men hvor der samtidig er plads til at hygge sig. Og de ture vi har haft sammen allerede, har kun gjort sammenholdet bedre. Det har vores fodboldtræner Keld, også været med til at opnå. Det er altid en god træning, hvor vi lærer noget nyt hele tiden. Jeg er utrolig glad for det fantastiske sammenhold, vi har på holdet, og at vi som pigefodboldspillere bliver vægtet mindst ligeså højst som drengeholdene. Det var jo trods alt os, der kom til DM og ikke drengene”, siger Katrine Skadhauge med et grin.

Også bronzemedaljer til Lyngs

Andetholdet fra Lyngs Idrætsefterskole stillede også op i indefodbold i B-rækken og kunne efter en sejr i en spændende bronzekamp også tage medaljer med hjem til Lyngs.