FC Nordsjælland jubler over U18 DM-licens: “Helt fantastisk”

0
1659

Det er kæmpe stort at få U18 DM-licens, fastslår FC Nordsjællands chef for kvindefodbolden, Christian Taylor, efter at DBU tirsdag offentliggjorde hvilke 14 klubber, der får licens til U18 DM-ligaen

Af Steen Trolle

For et halvt år siden lancerede superligaklubben FC Nordsjælland en ambitiøs plan om at skabe et af Danmarks bedste kvindehold. Nu kan FC Nordsjælland sætte et vigtig flueben på den store plan. Klubben med base i Farum er nemlig blandt de 14 udvalgte, som får licens til næste sæson i U18 DM-ligaen, landets bedste ungdomsrække.

”Det er helt fantastisk, for det er hjørnestenen i hele vores vision for kvindefodbolden i FC Nordsjælland og de høje mål for fremtiden,” siger Christian Taylor, chef for FCN kvindefodbold, til klubbens hjemmeside, efter at DBU tirsdag offentliggjorde navnene på de 14 klubber, der får U18 DM-licens.

”Det er præcis det, vi har arbejdet så hårdt for i seks måneder nu. Det er kæmpe stort, og det hele vores vision for FCN kvindefodbold bygger på. Det er også første gang nogensinde, at en klub får den eftertragtede licens i første forsøg, og det har alle i klubben grund til at være stolte over,” fortsætter han.

Vigtigt skridt mod 3F-mål

U18 DM ligaen bliver et vigtigt springbræt til det endelige mål: At komme i 3F Ligaen fra 2019 og at spille med om DM-guldet og Champions League-pladser fra 2022.

”Vi vil bruge U/18 DM til udvikling af spillerne, akkurat som klubben gør det med U/19 og U/17 ligaholdene for drenge. Planen er så, at vores hold for kvindesenior i samarbejde Farum Boldklub allerede til sommer rykker op i 1. division, og U/18 pigerne fremover kan forstærke det hold, så pladsen i 3F Ligaen som er toppen af dansk kvindefodbold, snart kan blive en realitet,” siger Christian Taylor.

Læs også: FC Nordsjælland og Silkeborg IFQ får U18 DM-licens