Pernille Harder nomineret til stor international pris

0
848

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder har haft et forrygende år, og nu er hun blevet nomineret til årets kvindelige fodboldspiller af det britiske medie BBC.

Af Martin Vestergaard Jensen

Pernille Harder har haft et fremragende år i sin tyske klub Wolfsburg, og på det danske landshold, og det går ikke ubemærket hen. Den danske landsholdsangriber og -anfører er nomineret til Årets Kvindelige Fodboldspiller af det engelske medie BBC.

Pernille Harder var med til at føre Danmark til sølv i sommerens EM-slutrunde og er pt. topscorer i den stærkt besatte tyske Bundesliga. Samtidig har hun vundet den tyske ligatitel og den tyske pokalturnering med sit hold fra Wolfsburg. Senest var hun med, da Wolfsburg vandt den første Champions League semifinale imod Chelsea med 3-1.

”Det er en ære, at være nomineret til prisen. En nominering som denne er noget, man kæmper rigtig hårdt for i hele sin karriere. Så jeg er rigtig glad for den. 2017 var et rigtig godt år for mig – både for de hold jeg har spillet på, og for mig personligt, så jeg er selvfølgelig rigtig glad,” siger Pernille Harder til BCC.

Det er et udvalg bestående af trænere, spillere, journalister og andre folk i fodboldverdenen, som har udvalgt de nominerede. Herfra er det fans over hele verden, som er med til at bestemme, hvem der skal løbe med prisen.

Til prisen er nomineret i alt fem spillere, som BCC offentliggjorde søndag aften. De andre nominerede er engelske Lucy Bronze (Lyon), australske Sam Kerr (Chicago Red Stars/Perth Glory), tyske Dzsenifer Marozsan (Lyon) og hollandske Lieke Martens (Barcelona).

Sidste år var det den norske stjerne Ada Hegerberg, der løb med prisen.

Vinderen bliver fundet ved en afstemning, der slutter den 8. maj, og vinderen vil blive offentliggjort den 22. maj.

Du kan stemme på den danske landsholdsanfører her på BBC’s hjemmeside