Fodbold for piger
Øens hold cup

Signe Boysen sikrede KoldingQ en storsejr over Brøndby

Det blev til en overraskende sejr til KoldingQ på hele 4-1, da holdet lørdag eftermiddag tog imod Brøndby IF på hjemmebane. Sejren kan hjemmeholdet især takke deres profil Signe Boysen for, der scorede hele tre gange i anden halvleg. Læs om kampen her:

Af Andrea Signe Trolle

Selvom det forud for lørdagens kamp var gæsterne fra Brøndby IF, der havde de bedste odds, så blev det alligevel til et overraskende resultat i lørdagens opgør mellem KoldingQ og Brøndby IF, hvor KoldingQ vandt med hele 4-1.

Kampen blev fløjtet i gang klokken 13 og efter blot 9 minutter bragte angriber Lotte Troelsgaard hjemmeholdet foran 1-0. Men inden pausefløjtet lød, fik Maria ’Mini’ Hovmark udlignet til 1-1, så der fortsat var stor spænding i kampen frem mod 2. halvleg.

Men i anden halvleg blev hjemmeholdets Signe Boysen skiftet ind – og det viste sig at være en aldeles god beslutning af Koldings træner. Blot to minutter efter Signe kom på banen fik hun scoret til 2-1 og dermed sendt Kolding på sejrskurs. Men Signe var ikke færdig med det ene mål – nej, hele to gange igen fik hun bolden i netmaskerne i anden halvleg og sikrede KoldingQ en sejr på 4-1, samt et flot hattrick.

Der er derfor lagt op til et ordentligt pokalbrag, når Brøndby igen skal en tur til Kolding på Store Bededag og forsøge at tage revanche i pokalfinalen. I lørdagens andet opgør mødtes VSK Aarhus og Odense Q. Her blev det til en 1-3 sejr til gæsterne fra Odense Q, der dermed fik sin første sejr i slutspillet. Søndag spilles sidste kamp i denne runde af slutspillet, når Fortuna Hjørring tager imod BSF klokken 14.

You must be logged in to post a comment Login