Sofie Hornemann sprudlede i storsejr over Brøndby: Hattrick og fire assister

0
1332

Sofie Hornemann stjal billedet med tre mål og fire assister, men KoldingQ U18 som hold leverede en fantastisk præstation i søndagens 9-1 sejr over Brøndby. FODBOLD FOR PIGER har snakket med Sofie, og spurgt hende, hvordan hun så tit finder målnæsen frem:

Af Solveig Valbjørn

 Lørdag formiddag måtte Brøndbys 3F-hold indkassere et sjældent nederlag på 4-1, da de gæstede KoldingQ. Søndag var det så op til KoldingQs U18 DM-hold at gentage succensen – og det gjorde de i den grad også.

Hjemmeholdet besejrede nemlig Brøndby med hele 9-1, og resultatet var der ikke meget spænding omkring. Efter 20 minutter spillet havde Kolding-pigerne gennem et energisk pres og yderst målsøgende spil allerede formået at score fem mål. Målene blev scoret af Mathilde Braithwaite, Juliane Gade (2), Line Skov og Sofie Hornemann. Sidstnævnte fortæller, at storsejren var et resultat af ekstraordinær god taktisk forberedelse:

“Under vores fredagstræning havde vi spillere lavet et taktisk oplæg, hvor vi havde analyseret, hvordan Brøndby spiller. Det snakkede vi så om igen inden kamp, og spillede derefter ud fra det. Vores plan var at spille dybe bolde op til mig og Mathilde Braithwaite, som så kunne løbe fra modstanderen. Vi plejer ikke at spille med de dybe lange bolde, men derimod at spille bolden stille og roligt op gennem kæderne. Men det virkede jo helt bestemt i kampen,” siger Sofie, og fortsætter:

“Da der blev fløjtet af var vi meget overvældet, eftersom Brøndby er et svært hold at spille imod. Før kampen havde vi aldrig slået dem på hjemmebane, så det var selvfølgelig ekstra fedt at slå dem stort. Især fordi vi spillere havde været inkluderet i det taktiske oplæg, og at det så virkede, var en fed oplevelse. Man kan sige, at det var skulderklap til os selv.”

“Jeg er blevet bedre til at hive op i mig selv”

Efter de fem hurtige scoringer, fastholdte KoldingQ det hårde arbejde – for selvom målforskellen var markant, så gav Brøndby på intet tidspunkt op, hvilket også resulterede i scoringen til 5-1 af Sille Tvede. Men kort før pausen udbyggede Nikoline Hoé føringen med målet til 6-1, og i anden halvleg kom Mathilde Braithwaite så på måltavlen igen, da hun scorede til 7-1. Men målfesten sluttede ikke her.

Sofie Hornemann scorede yderligere to mål til slutresultatet 9-1, så hun fik i den grad sat sit præg på kampen, da hun derudover også stod for oplægget til fire mål. Sofie fortæller, at målfarligheden især skyldes at hun har arbejdet med den mentale del i fodbold, og sagt til sig selv, at det er okay at lave fejl på banen:

“Jeg tror det går så godt for tiden fordi jeg tror på mig selv. Så ved jeg godt, at jeg kan blive frustreret, men jeg er blevet meget bedre til at hive op i mig selv og sige “kom så Sofie,” når jeg for eksempel laver en dårlig pasning. Da jeg var yngre var jeg meget hård mod mig selv, og jeg kunne godt begynde at græde inde på banen, hvis jeg ikke præsterede og det var hverken godt for mit spil eller mine holdkammerater, når jeg gik og surmulede. Jeg snakkede derfor med min træner om hvad jeg kunne gøre, og det har helt klart hjulpet mig og gjort mig meget bedre,” fortæller Sofie.

Sofie Hornemans gode form viser sig også på topscorerlisten, som hun lige nu topper med hele tyve mål. Udover at spille U18 DM i KoldingQ, så er Sofie også en del af U16-pigelandsholdet – og da FODBOLD FOR PIGER spørger hende ind til hendes ambitioner er svaret klart:

“Først og fremmest vil jeg gerne slutte som topscorer i U18 DM Ligaen. Jeg vil gerne spille mig op gennem ungdomslandsholdene og forhåbentligt slutte med at spille på A-landsholdet. Og så vil jeg selvfølgelig gerne spille 3F Liga en dag, så jeg kan bygge noget mere fysik på, og spille i udlandet på et tidspunkt.”

KoldingQ har allerede mulighed for at udbygge sin føring i toppen af U18 DM Ligaen på onsdag, da de møder Varde på udebane.