Fodbold for piger
Danacup.com

Brøndby Idrætsefterskole og Brøndbyernes I.F. i nyt samarbejde om futsal

Brøndby Idrætsefterskole og Brøndbyernes IF går nu sammen om at tilbyde skolens elever at spille futssal i Brøndbyernes IF. Samarbejdet er det første af sin art i Danmark og kommer til at bestå at to ugentlige træninger i vinterhalvåret  på hhv. klubbens U17 drenge eller U18 pigehold. Ud over træningerne skal eleverne spille med i de turneringer klubben er tilmeldt.

En styrkelse af futsal på Vestegnen – og i Danmark

Brøndbyernes IF er den første Superliga-klub i landet, der har en futsal-afdeling. Futsal er en integreret del af foreningen, og har været det siden 2015. I dag har man 15 hold, der spiller futsal i hele Brøndbyernes IF. Blandt andet har man et herresenior-hold i den bedste danske række og et U17-hold, der er Sjællandsmestre og senest vandt sølv ved U17-DM.

Brøndbyernes I.F.’s sportslige ansvarlige for futsal, Steven de Oliveira Schumann, er ikke i tvivl om, at samarbejdet med Brøndby Idrætsefterskole er en styrkelse af futsal i og omkring Brøndby:

”Målet for samarbejdet med Brøndby Idrætsefterskole er, at vi kan tilbyde futsal på endnu flere niveauer og til endnu flere spillere. På sigt er drømmen og visionen fra min side, at dette samarbejde kan blive startskuddet til et egentligt futsal-akademi for unge, hvor vi udvikler spillere til en landsdækkende Futsal Superliga og til DBU’s landshold i Futsal,” siger Steven de Oliveira Schumann.

“Samarbejde skaber oplevelser for eleverne”

På Brøndby Idrætsefterskole er viceforstander Martin Lund også begejstret for samarbejdsaftalen og de nye perspektiver for skolens fodboldspillere:

”Vi er altid på udkig efter tiltag, der kan gøre vores fodboldlinje endnu bedre – og det kan dette nye samarbejde med garanti. Futsal er et krævende og udviklende teknisk spil og med Brøndbyernes I.F. får vi en dedikeret samarbejdspartner, der vil kunne give vores elever en fantastisk oplevelse”, siger Martin Lund.

”Vores nuværende fodboldlinjer er for alle – og det er futsal også. Kan vi i fællesskab medvirke til at sætte futsal og Brøndby Idrætsefterskole yderligere på landkortet, og samtidig medvirke til at Brøndbyernes I.F. – også på futsalsiden – bliver landets førende klub, vil det være fremragende”, siger han.

You must be logged in to post a comment Login