Greve Fodbold fritstiller cheftræner efter uro

0
1550

Ballade om facebook-opdatering i Greve Fodbold får klubben til at fritstille kvindernes cheftræner Lasse Petersen, som fremover skal være U18 DM-træner i Brøndby

Et omstridt opslag på Greve Fodbold Kvinders facebookside har nu fået klubben til at fritstille kvindernes cheftræner Lasse Petersen.

Opslaget, som mandag aften blev fjernet efter et par timer, kritiserede bestyrelsen for ikke længere at ville satse på klubbens kvinder.

Påstanden er blevet afvist af klubbens formand Charlotte Preisler, der har kaldt den for ”løgn” og ”det pure opspind”. Men selv om klubbens ledelse ikke ved, hvem der lavede det omstridte facebook-opslag, har den nu bedt Lasse Petersen om at forlade klubben.

“Som bestyrelse kan vi ikke stiltiende vende det blinde øje til den form for miskreditering og mangel på loyalitet, vi har været vidne til de sidste par dage. Det har naturligvis sin konsekvens’, siger Charlotte Presisler til klubbens hjemmeside.

“Faktuelt usandt”

Ifølge Charlotte Preisler blev det omstridte opslag lavet efter, at Lasse Petersen til mandagens træning orienterede spillerne om, at han forlader Greve Fodbold til sommer. Lasse Petersen skal være ny U18 DM-træner i Brøndby, men det var ikke den forklaring, der blev brugt på facebookopslaget – her stod der, at trænerteamet stopper som konsekvens af, at bestyrelsen har meddelt, at klubben ikke vil satse på kvindernes oprykning til 3F Ligaen.

”Baggrunden er umiddelbart den information, som Lasse Petersen videregiver til spillertruppen mandag til træning. Vi kender ikke til den præcise ordlyd, da der naturligvis ikke deltog nogen fra bestyrelsen. Men det er faktuelt usandt, hvis Lasse har givet udtryk for at have holdt møde med bestyrelsen og samtidig givet udtryk for, at bestyrelsen ikke vil prioritere 1. kvindesenior,” siger Charlotte Preisler.

” Vi kan orientere, at Lasse Petersen er fritstillet her til aften, og at Allan Ahlberg samtidig har valgt at stoppe øjeblikkeligt. Det er vigtigt, at truppen lider mindst mulig skade, og heldigvis har anførerteamet i den forbindelse vist sig yderst ansvarlige og behjælpelige med at ville færdiggøre forårssæsonen på bedst mulig vis,” fortsætter hun.

3F Liga vil koste yderligere 250.000 kroner

I følge formanden har klubben tilført flere penge til elitekvinderne fra årsskiftet. Men klubben har ikke lagt skjul på, at der skal skaffes betydelige sponsorindtægter, hvis Greve Fodbold skal have råd til at spille i landets bedste kvinderække:

“Vi har i 2018 hævet første kvinde seniors budget fra sidste år og har samtidig lagt en økonomisk plan for eventuel oprykning til 3F ligaen. Ud over det nuværende budget kræves det, at der findes 250.000 kroner i sponsorindtægter. Det har været offentligt tilgængeligt via et bestyrelsesreferat på klubbens hjemmeside fra 3. april. Og det er naturligvis også kommunikeret videre til cheftræneren, som er blevet pålagt at videregive information til trup og andre assistenttrænere,” siger Charlotte Preisler.

Interviewet med Charlotte Preisler kan læses her.