KoldingQ vandt vigtig bronzekamp

0
1162

Lørdagens afgørende bronzekamp i 3F Liga-slutspillet mellem KoldingQ og BSF endte med en sejr på 3-0 til KoldingQ, der nu indtager tredjepladsen:

Af Solveig Valbjørn

KoldingQ og BSF mødtes lørdag på førstnævntes hjemmebane i en spændende kamp om tre afgørende point. Begge hold stod inden dagens kamp noteret for 14 point hver med tre spillerunder tilbage, og der var derfor tale om en vaskeægte sekspointskamp.

Hjemmebaneholdet var bedst, og kunne ved slutfløjtet gå fra banen med en sikker sejr på 3-0, selvom ingen spillere kom på måltavlen i første halvleg.

Kort inde i anden halvleg, scorede KoldingQ-spilleren Mathilde Kruse Madsen kampens første mål. Ti minutter senere stod Lotte Troelsgaard for scoringen til 2-0, og i det 82’ minut kom Mille Gejl også på måltavlen med scoringen til slutresultatet 3-0.

FODBOLD FOR PIGER har snakket med KoldingQ-profilen Signe Boysen, der fortæller følgende om kampen:

“Vi vinder mod BSF i dag, fordi vi leverer en kæmpe holdindsats både på og uden for banen. Vi har trænet rigtig godt i ugen op til, og tog en masse selvtillid med fra sidste weekends kamp mod VSK. Alle har del i den her sejr, hvor vi løb for hinanden uanset hvilken banehalvdel spillet var på. Jeg er pissestolt af pigerne og mig selv, især fordi vi vinder hele 3-0,” siger Signe.

Glade vindere efter dagens kamp. Foto: KoldingQ.

“Vi skal holde hovedet koldt”

KoldingQ har efter dagens sejr 17 point, mens BSF stadig har 14 point. Holdet har to kampe tilbage inden det vil blive afgjort, om Kolding-spillerne kan få bronzemedaljer om halsen. Men selvom sejren over BSF har bragt dem tættere på tredjepladsen, så er intet afgjort endnu, fortæller Signe Boysen:

“Der er ingen tvivl om, at vores chancer for at få bronze er større nu, men vi skal stadig holde hovedet koldt. Vi vil gøre alt for at slutte sæsonen ordentligt af ved at tage point mod Brøndby og Odense Q, som begge er to dygtige modstandere. Intet er afgjort før sidste kamp er spillet. Nu er fokus rettet mod næste kamp i Brøndby, hvor vi vil gøre alt for at tage revanche fra Pokalfinalen.”

Signe Boysen har personligt leveret gode præstationer her i foråret, hvor hun blandt andet har været kampafgørende og scoret fire mål:  

“Inden slutspillets start fortalte jeg min træner, at min personlige ambition for foråret var, at blive den mest scorende kantspiller i ligaen. Men jeg tror, at den største årsag til, at jeg har scoret fire mål har været, at jeg har fået lov til at spille længere fremme på banen som angriber. Det er der, jeg er mest målfarlig, og rigtig har mulighed for at løbe fra mine modstandere. For resten af sæsonen er mine ambitioner at få metal om halsen med KoldingQ. Men personligt ville det være en sejr at blive inviteret ind i landsholdsvarmen på seniorniveau,” afslutter Signe.