Fodbold for piger
Øens hold cup

Ny dansk fodboldagent satser kun på kvinder

Henrik Andersen har startet agentfirmaet femina-soccer.com, som udelukkende arbejder med kvindelige fodboldspillere.

Firmaet femina-soccer.com er Danmarks første agentfirma udelukkende for kvindelige fodboldspillere

Dansk fodbold har fået den første agent, der udelukkende arbejder med kvindelige spillere. Det er Henrik Andersen, der har startet firmaet femina-soccer.com, som koncentrerer sig om at rådgive piger og kvinder om fodboldkontrakter.

“Alle piger og kvinder fortjener samme muligheder som drenge og mændene allerede har det i dag. Piger, som gerne vil være professionelle, har brug for en agent, sådan er det i al professionel sport. Jeg bruger mit netværk og mine fodboldfaglige kompetencer til sammen med pigerne at lægge en strategi for deres udvikling. Jo yngre pigerne er, desto mere inddrages forældrene i hele processen. Etablerede spillere, som allerede er klar til et udlandsophold, bliver rådgivet i forhold til lande- og klubvalg,” siger Henrik Andersen i en pressemeddelelse.

En agent kaldes også en “mellemmand”.  Opgaven består i at bringe spiller, klubber og sponsorer sammen i fælles, professionelle aftaler.

“Men beløbene i kvindefodbolden er mikroskopiske sammenlignet med mændenes verden, så det er ikke udsigten til stor rigdom, som driver værket. Det er glæden ved den ærlige fodbold samt retfærdighedsaspektet i at piger skal have samme muligheder som drenge,” siger Henrik Andersen.

Femina-soccer.com er ejet af Henrik Andersen, som er registreret agent hos DBU. Han er uddannet sportsmanager og besidder DBU’s A-trænerlicens.

You must be logged in to post a comment Login