Syv piger fra Hedensted IF inde omkring DBUs U14-samling

0
1624

Det er en stolt trænerduo, Ricky Jensen og Tina Mølgaard, som kan konstatere, at Hedensted If for første gang har mere end en håndfuld piger med inde omkring DBUs U14 talenttræning. Aldrig før er det lykkedes at have syv spillere med så langt i forløbet.

Det drejer sig om: Malou Askær Sørensen, Sara Mølgaard, Emma Førslev Petersen, Sara Olsen, Lærke Brigsted, Clara Rosborg samt keeper Stine Lauge Sørensen, som desværre har været skadet i flere måneder.

På nær Stine var Hedensted-pigerne  i Rødding onsdag den 9. maj, hvilket er 1 af de sidste samlinger inden truppen til U15 udtages.

Ved hver samling kåres ”dagens bedste spiller” – og det blev en stolt Sara Mølgaard, som har vist hun vil være en af de bedste og virkelig har udviklet sig til at være en nøglespiller.

For at komme i betragtning hos DBU, skal markspillerne have en eller flere af disse fodboldmæssige spidskompetencer: Boldkontrol, skudstærk, målscorer, hurtighed, vindermentalitet, hovedspil, driblestærk, spilintelligens, modig og nærkampstærk.

“Vi må sige ja til pigerne hver især har en eller flere af disse spidskompetencer. Men det er faktisk hele holdets fortjeneste – specielt også holdkammeraterne – at pigerne er kommet så langt, og det viser at niveauet er højt og vi har nogle meget dygtige spillere selvom holdet spiller i Liga 2,” siger Ricky Jensen og Tina Mølgaard.