Fire pokalfinaler spillet i Jylland: Se hvem der vandt i de forskellige årgange her

0
1372

Fire vindere af ungdomspokalturneringen er nu også fundet i Jylland. Fortuna Hjørring, IF Lyseng, FC Horsens og Haderslev FK vandt i hver deres årgang. Du kan læse om de fire finaler her.

Af Martin Vestergaard Jensen

Pokalturneringen er nu blevet afgjort i U18, U16, U14 og U13, som spillede henholdsvis tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge. Igen i år blev det nogle intense finaler med glade vindere. Du kan læse om de fire kampe herunder.

U18: Fortuna Hjørring – AaB

3-0

Arena Kop og Kande lagde græs til årets første pokalfinale, som blev spillet tirsdag. Det var de to U18 DM hold fra Fortuna Hjørring og AaB der skulle spille finale, og det blev en intens kamp. Den helt store afgørende faktor blev dog Mathilde Carstens der med to mål var med til at sikre, at Fortuna Hjørring sejrede med 3-0 og kunne løfte pokalen i vejret efter 90 intense minutter.

U16: IF Lyseng – Fortuna Hjørring

4-1

Onsdag aften lagde Hadsund Stadion græs til U16 pokalfinalen, som i år stod mellem IF Lyseng og Fortuna Hjørring. Her var det nordjyderne, der kom bedst i gang med opgøret, da Anna Højmark Harritsø bragte Fortuna Hjørring foran allerede efter tre minutter. Herefter stod der dog Lyseng på kampen, og med fire scoringer af henholdsvis Mia Jensen, Fie Birk Svendsen, Lea Lyngholm Bjerregrav og Lotte Birk Svendsen, så sikrede aarhusianerne sig pokaltitlen med en 4-1 sejr.

U14: FC Horsens – Kolding B

2-0

I Horsens lagde Superliga Stadionet Casa Arena græs til U14 finalen, som stod mellem de to liga 1 hold FC Horsens og Kolding B. Kampen her blev afgjort, da henholdsvis Michelle Jakobsen og Julie Poulsen scorede for FC Horsens, der dermed kan kalde sig pokalmestre efter en 2-0 sejr.

U13: Haderslev FK – AaB

3-1

I Tranbjerg skabte Grønløkke Stadion kulissen til årets U13 pokalfinale, som stod imellem Haderslev FK og AaB. Det blev en kamp som Haderslev sad på det meste af tiden. Sønderjyderne bragte sig foran med 2-0 efter to mål af Isabella Jensen. En anden Isabella bragte dog spænding tilbage i opgøret, da Isabella Weinreich scorede for AaB inden pausen. I anden halvleg blev kampen dog afgjort i det 52. minut, da Sofie Berg scorede kampens sidste mål og sikrede Haderslev pokaltitlen i U13 årgangen efter en 3-1 sejr.

Der mangler stadig at blive spillet en pokalfinale i Jylland i U15 årgangen. Denne kamp står mellem Haderslev FK og Kolding B, som spiller d. 20. juni ved Vojens Fritidscenter.