KoldingQ tæt på bronze trods nederlag til Brøndby IF

0
1150

Søndag eftermiddag mødtes KoldingQ og Brønby IF på sidstnævntes hjemmebane, hvor gæsterne skulle forsøge at tage revanche fra nederlaget i pokalfinalen. Men trods et tæt opgør, så blev det til en 2-1 sejr til Brøndby – der dog ikke ændrer på, at KoldingQ er favoritter til at vinde bronzemedaljer.

Af Andrea Signe Trolle

Søndag eftermiddags kamp mellem Brøndby og KoldingQ var allerede inden startfløjtet et spændende opgør på papiret. Hvis Brøndby fik en sejr, så ville holdet stadig have en reel mulighed for at blive mestre, men med tre point til KoldingQ ville midtjyderne kunne sikre sig bronzemedaljerne.

Det var KoldingQ, der kom bedst fra start, da det store talent Mille Gejl bragte gæsterne foran 0-1 efter 24 minutter var spillet. Men inden pausefløjtet lød, fik Brøndbys venstre kant Sofie Svava udlignet, så der stod 1-1 ved pausen. I størstedelen af anden halvleg lignede det derfor, at de to hold ville dele point, men seks minutter før tid fik Ria Ôling fra Brøndby scoret til 2-1, som blev kampens resultat.

Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Ingen guldmedaljer til Brøndby trods sejr

På trods af 3 point, så kunne Brøndby-spillerne senere på dagen ærgre sig over, at Fortuna Hjørring slog BSF 0-4 og dermed sikrede sig guldet. Brøndby har derfor en lang tur til Hjørring foran sig i næste weekend, hvor de uanset kampens resultat, skal overvære Fortuna Hjørring få overrakt guldmedaljerne.

KoldingQ-spillerne derimod, kunne glæde sig over, at BSF ikke formåede at få point. Dermed er KoldingQ stadig tre point foran BSF, men KoldingQ har en langt bedre målscore – så hvis det sker, at KoldingQ går hen at tabe point i næste weekend til Odense Q, så ser det stadig ud til, at bronzemedaljerne ender i Kolding.

Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk