Dana Cup: En af verdens største ungdomsturneringer starter i næste uge

0
1207

Som sædvanlig er Dana Cup spækket med hold fra hele verden som på mandag strømmer til Hjørring til en af verdens største ungdomsturneringer. I år deltager ikke mindre end 1067 hold fra hele verden.

Af Martin Vestergaard Jensen

Hvert år bliver Hjørring til et internationalt samlingssted, når ungdomshold fra hele verden tager turen for at deltage i Dana Cup. I år er det 36. gang at Dana Cup afvikles, og siden Dana Cup første gang blev afviklet har over en halv million deltagere fra 115 nationer deltaget i den prestigefyldte turnering.

I år er ingen undtagelse. I alt deltager 1067 hold i turneringen, hvor 279 af dem er pigehold (6600 pigefodboldspillere). Det betyder, at der skal afvikles i alt 2705 kampe før vinderne er fundet i årets sidste finale.

På mandag d. 23. juli ankommer holdene til Hjørring, hvor åbningsceremonien vil finde sted. Her vil tusinder af deltagere marchere ind på Hjørring Stadion, hvor de modtages af tusinder af byens indbyggere, inden der fyres et brag af en popkoncert af.

Fra tirsdag d. 24. juli kl. 07.30 vil kampene begynde, mens finalerne spilles fredag d. 27. juli og lørdag d. 28. juli.

Men det er ikke kun fodbolden der er i fokus. Med åbningsceremoni, alkoholfrit diskotek, ledertræf hver aften, samt en mulighed for en tur i Faarup Sommerland, så er det sociale også i højsædet.

Når der er pause imellem fodboldkampene vil der også være mulighed for at gå i Dana Cup Event-område, opleve New Balance salgstelt, tage en gåtur ind til Hjørring by eller opleve de nordjyske strande.

Holdene i år kommer blandt andet fra Brasilien, Mexico, England og Nigeria, så der bliver rig mulighed for at se flot international fodbold under turneringen i næste uge.