Kamilla Ø. Jensen ny i Odense Q: ”Jeg kommer med fart og farlighed oppe foran”

0
961

Den 21-årige angriber Kamilla Ø. Jensen skiftede over sommeren KoldingQ ud med Odense Q, hvor hun ser større muligheder for at få erfaring og spilletid. Her kan du læse, hvordan hun bl.a. ser frem til sæsonstarten lørdag mod FC Thy – ThistedQ.

Af Martin Vestergaard Jensen

Odense Q’s mest opsigtsvækkende tilgang til deres 3F-trup henover sommeren hedder Kamilla Ø. Jensen. Den 21-årige angriber var i foråret med til at vinde bronzemedaljer og pokalsølv sammen med KoldingQ, men henover sommeren er hun skiftet til fynboerne fra Odense Q. Årsagen var simpel:

”Nu er jeg jo stadig rimelig ny i 3F Liga-sammenhæng, så jeg vil gerne have så meget erfaring som muligt. Det kræver, at man får en masse spilletid, og det følte jeg, at mine chancer var bedre for her i Odense,” siger Kamilla Ø. Jensen, der også kender Odense Q-træner Morten Christiansen efter begge har haft en lang fortid i Næsby Boldklub:

”Jeg har tidligere haft Morten som træner i Næsby, og jeg vidste, at han var en god træner at komme til. Det var egentlig de ting til sammen, jeg lagde vægt på, da jeg tog beslutningen om at skifte,” siger Kamilla Ø. Jensen.

Hendes kvaliteter kan der dog heller ikke være tvivl om. Den 21-årige angriber kan nemlig skrive 22 optrædener på U16-, U17- og U19-landsholdene på sit CV, og hun er heller ikke i tvivl om, hvor hun kommer til at bibringe kvaliteter til Odense Q holdet:

”Jeg kommer med noget fart og farlighed oppe foran. Vi får brug for at score mål, og det tror jeg på, at jeg kan bidrage med,” siger Kamilla Ø. Jensen, der føler, at hun har haft en god første tid med den nye trup:

”Vi har jo været en del nye, der skulle spilles ind, men alle har været rigtig søde til at tage imod mig, og jeg føler, at jeg passer godt ind i holdets spillestil,” siger Kamilla Ø. Jensen.

Lørdag skal fynboerne spille deres første kamp i 3F-Ligaen i denne sæson, når turen går til oprykker fra FC Thy – ThistedQ, og Odense Q-holdet er klar:

”Jeg glæder mig. Vi har haft en god opstart, hvor vi lige har skullet finde hinanden, men vi er alle sammen klar til at komme i gang mod et stærkt FC Thy – ThistedQ-hold,” siger Kamilla Ø. Jensen.

Vil du ud og se sæsonstarten i 3F-Ligaen i weekenden, så får du her et overblik over kampene:

Lørdag d. 11/08-2018

B.93 – KoldingQ
Kampstart: 12.30
Spillested: Østerbro Stadion

FC Thy – Thisted Q – Odense Q
Kampstart: 13.00
Spillested: Sparekassen Thy Arena

VSK Aarhus – Brøndby
Kampstart: 13.00
Spillested: Vejlby/Risskov Centret

BSF – Fortuna Hjørring
Kampstart: 14.00
Spillested: Ballerup Idrætspark