Fodbold for piger
Øens hold cup

Mille Gejl skifter til Brøndby IF

Mille Gejl sammen med formanden for kvindeafdelingen i BIF, Jan Borre

Brøndby IF forstærker 3F-truppen med det 18-årige midtbanetalent Mille Gejl. Hun skifter fra KoldingQ, hvor hun var med til at sikre holdet bronze. Senest har Mille Gejl været med U19-landsholdet i Schweiz under EM-slutrunden. 

Af Andrea Signe Trolle

Brøndby IF kan onsdag eftermiddag byde en ny spiller velkommen på deres 3F Liga hold. Forstærkningen er 18-årige Mille Gejl, der skifter fra KoldingQ, hvor hun var en af profilerne sidste sæsons, da KoldingQ blev ligaens bronzevindere. Før Mille Gejl kom til Kolding, havde hun spillet i Grindsted og Varde, men nu fortsætter karrieren i Brøndby og Mille glæder sig til de nye udfordringer, fortæller hun til Brøndbys facebookside:

“Brøndby virker som en spændende klub med store ambitioner og mange gode spillere og jeg har valgt klubben, fordi jeg ser rigtig gode muligheder for at udvikle mig som spiller her”, fortæller Mille.

Mille blev student i sommer og tog derefter med U19-landsholdet til EM, hvor hun var med til at spille U19-landsholdet i en flot semifinalen, som de tabte 1-0 til Spanien, der endte med EM-titlen. Men næste gang Mille skal på banen bliver det i stedet i den gule Brøndby trøje, som hun kan trække over hovedet på lørdag, hvor Brøndby spiller deres første sæsonkamp mod VSK Aarhus på udebane.

You must be logged in to post a comment Login