Vibeke fra ISI har en kalender fyldt med fodbold

0
2173

Trods sin unge alder, så er 15-årige Vibeke Lindekrantz fra Mønsted ambitiøs og målrettet omkring sin fodboldtræning. Hun spiller i Vildbjerg SF, hvor hun træner 3-4 gange ugentligt. Derudover går hun på efterskolen ISI, hvor hun også har flere ugentlige træningspas – men det er bare fedt ifølge Vibeke, fordi så er der endnu mere fodbold i kalenderen.  

Af Andrea Signe Trolle

15-årige Vibeke Lindekrantz har store planer med sin fodbold. Hun træner op mod 8 gange ugentligt og fik i en tidlig alder debut i U18 DM-Ligaen. Nu spiller hun i Vildbjerg, hvor hun arbejder benhårdt på at udvikle sit spil:

”Sidste vinter skiftede jeg til U16 Liga 1 i Vildbjerg, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt og udvikle mig. Før det spillede jeg i Team Viborg på deres U15, U16 og U18 DM-hold. Jeg fik min debut for U18 DM som U15 spiller i en alder af 14 år, hvilket var en stor oplevelse og hvor jeg scorede allerede 8 sekunder efter jeg var kommet på banen,” siger Vibeke.

Nu har Vibeke søgt nye udfordringer og er startet på ISI efterskole, hvor hun har fire morgentræningspas om ugen. Tidligere har hun også spillet en del sammen med drenge, hvilket både været udfordrende, men også meget gavnligt:

”Jeg spillede en sæson på et drengehold i Viborg med drenge og det var noget helt unikt. Men så valgte jeg at søge nye udfordringer og skifte til Vildbjerg, så jeg havde 45 minutter til træning og 20 minutter til skole, fordi jeg også gik jeg på Viborg Elite i to år og morgentrænede 2 gange om ugen” siger Vibeke.

ISI Idrætsefterskole siden august

Vibeke kan ikke få nok fodbold ind i sin ugentlige kalender og derfor startede hun i august på ISI Idrætsefterskole. Her har hun 4 ugentlige morgentræningspas, som er udover de 3-4 gange træning i klubben:

” I sommer søgte jeg nye udfordringer og var heldig at komme ind på ISI Idrætsefterskole i Ikast. Her er der et stort fokus på fodbolden og jeg træner nu 3-4 gange ugentligt i klubben, samtidig med jeg har 4 morgentræningspas på efterskole. Det var lidt mærkeligt at starte på efterskole og jeg skulle lige vænne mig til de nye omgivelser. Men jeg har fået en masse nye venner og så er det også fedt, at jeg kan spille endnu mere fodbold end jeg gjorde før,” siger Vibeke.

Men selvom efterskolen betyder endnu mere fodbold hver uge, så gør det ikke noget, når man som Vibeke elsker at spille fodbold. Det betyder til gengæld, at der ikke er så meget fritid, men det har hendes familie været gode til at acceptere:

”Jeg synes ikke, at det bliver for meget. Jeg elsker som sagt at spille fodbold, og hver dag lærer jeg noget nyt til træning. Jeg har også 4 store halvsøstre og er derfor moster til 7, så jeg har ikke så meget tid til familien, men det har de været gode til at acceptere.”

Drømmer om landsholdet

På trods af hverdagen er hård, så har al den træning også et formål. Vibeke har nemlig store planer med sin fodbold og drømmer om at blive blandt de bedste i landet:

”Det bedste ved at spille er, at jeg hele tiden udvikler mig. Jeg spiller med nogle fantastiske holdkammerater og har nogle gode trænere og så drømmer jeg om at komme på landsholdet og komme til en stor klub i udlandet,” afslutter Vibeke.