Brøndby-anfører efter sejr i topkamp: “Vi havde noget, vi skulle bevise”

0
1493
Olga Ahtinen har gjort det til 4-0 og får et kram af Nicoline Sørensen.

Brøndby vandt topkampen mod Fortuna Hjørring i 3F-ligaen og fik i følge anfører Louise Lundsgaard Winter bevist, at holdet kunne rejse sig efter onsdagens Champions League-nederlag

Teskt & foto: Steen Trolle

”Jeg synes vi havde noget at bevise efter i onsdags”.

Sådan lød det fra Brøndbys anfører Louise Lundsgaard Winter efter dagens topkamp i 3F-ligaen på Brøndby Stadion mod de evige rivaler Fortuna Hjørring. 4-0 vandt Brøndby og dermed fik hjemmeholdet i den grad bevist, at de går efter guldet i år og at onsdagens 0-2 til LSK Kvinner i Champions League var ufortjent.

”Vi var noget ramt efter i onsdags, hvor vi spillede 70 gode minutter men ender med at tabe. Det var sgu ufortjent, synes vi, og derfor tror jeg, at vi i dag skulle ud og revanchere os. Det gik så ud over Fortuna, fordi det var dem vi mødte,” sagde Louise Winter efter sejren, som sender Brøndby fem point foran Fortuna Hjørring.

Sidst de to hold mødtes i ligaen, blev det 0-0 i Hjørring og de top hold plejer at spille meget tætte kampe. Men det var ikke tilfældet på Brøndbys bane 2 i dag. Allerede efter syv minutter gjorde Nanna Christiansen det til 1-0 direkte på et frispark og otte minutter inde i 2. halvleg blev det 2-0 på mål af Rikke Sevecke. I det 72. minut scorede Mile Gejl og 10 minutter før slutfløjtet satte Olga Ahtinen det til slutresultatet 4-0. Undervejs var det småt med muligheder til Fortuna, der ikke rigtig fik sat sig igennem på den sidste tredjedel.

”Jeg synes vi er gode til at stå imod og til at score på vores chancer. Og jeg synes vi spiller klogt. Nogle gange, når vi møder Fortuna, har vi en tendens til at spille med mange, lange bolde. Det gør vi ikke i dag – vi spiller vores spil,” sagde Louise Winter.

“Vi skulle ud og revanchere os. Det gik så ud over Fortuna”

Louise Kristensen, Brøndby-anfører
Fortunas Sanni Fransi forsøger at rykke sig fri af Brøndbys Sofie Svava. Situationen udløste et frispark til Fortuna.

“Vi viser, at vi kan rejse os”

Der blev krammet og jublet efter lørdagens sejr – stikmodsat situationen efter Champions League-kampen i onsdags, hvor brøndbyspillere sad og kiggede trist ned i græsset eller lod tårerne få frit løb.

Hvordan fik I rejst jer efter onsdagens nederlag?

”Det handler om at få talt om tingene i truppen og om at formå at komme videre. Sådan er det at spille i Brøndby. Vi har oftest de her tre turneringer, vi deltager i, og nogle gange oplever vi et nederlag, og så handler det om at kunne kom videre. Og det synes jeg kendetegner vores hold i dag. Vi viser, at vi kan rejse os efter sådan en lussing som vi fik i onsdags,” siger Louise Winter.

Du havde vel ikke regnet med at I kunne vinde så stort som 4-0?

”Jeg havde da regnet med at vi fik de tre point, for jeg synes da vi er klart bedst kørende i øjeblikket. Men at den lige bliver 4-0 – det er jo bare dejligt for os, at vi endelig får puttet nogle stykker i kassen”.

Brøndby jubler efter den første scoring.

Pointtallet betyder ikke noget

I er fem point foran – er I nu klare mesterskabsfavoritter?

”Det synes jeg begge hold er. Det afgørende for os er ikke, hvor stort et forspring vi har. Vi tager jo ikke pointene med over i slutspillet. Så det afgørende for os er kun, om vi ligger på 1. pladsen, når vi går ind i slutspillet. Det er det vi kæmper for i dag,” siger Brøndby-anføreren.

Med dagens nederlag bliver Fortuna Hjørring overhalet af VSK Aarhus på 2. pladsen, som vandt 4-0 hjemme over B93. Der er tre runder tilbage af grundspillet, og herefter går seks hold videre til slutspillet. Her starter nummer 1 med 10 point, nummer 2 med 8 point osv.

Næste runde spilles den 17.-18. november, hvor Brøndby hjemme tager imod VSK Aarhus, mens Fortuna Hjørring får besøg af BSF, som lørdag vandt 1-0 hjemme over Odense Q.