Når fodboldlinjen på KIES vanen tro tager til Barcelona på træningslejr, bliver det denne gang en sportslig oplevelse udover det sædvanlige.

”Det bliver noget af det fedeste, vi har prøvet i KIES´ historie”, siger pigetræner, Jacob Bøtker, om turen til Barcelona. ”Vi skal være på et af Europas bedste træningsanlæg i en uges tid, hvor vi rigtig kan få trænet, spillet kampe og dyrket fællesskabet på KIES”.

Eleverne skal bo sammen to og to i en stor bungalow på ca 70 kvadratmeter, hvor der er eget køkken, bad og stue til at hygge sig i om aftenen. Derudover er der en lille have til hver bungalow! Vi har altid prioriteret vores udlandsrejser højt på KIES, og derfor er det fantastisk, at vi får denne mulighed for at træne på de flotteste baner med en fantastisk udsigt over Middelhavet på samme tid. Udover den daglige træning, skal pigerne opleve Barcelona by night med besøg på Camp Nou og La Sagrada Familia.

”Det bliver noget af det fedeste, vi har prøvet i KIES´ historie”

Kamp mod Espanyol

Der er planlagt en kamp mod Espanyol, og det bliver en stor oplevelse for pigerne. I det hele taget er der lagt op til en rejse, som pigerne sent vil glemme. Vi ved, at der som altid vil blive skabt nye venskaber på tværs af pigegruppen, der i denne uge har haft besøg af to amerikanske fodboldpiger, der gerne vil starte på KIES til sommer. Hvis du vil vide mere om turen, eller selv tænker at starte på efterskole, så se mere på kies.dk