VSK Aarhus-spillere er optimistiske trods nederlag

0
2116
Cecilie Johansen og Rikke Marie Madsen.

Lørdag eftermiddag tog VSK Aarhus imod BSF. Det blev en underholdende kamp, som endte 3-2 til udeholdet, BSF. Fodbold For Piger mødte efter kampen to VSK Aarhus-spillere til en snak om lørdagens kamp.

 Af Camilla Bergholm

En kold lørdag eftermiddag blev også til en kold klud i hovedet på VSK Aarhus, da de tabte til BSF. VSK Aarhus havde meget af spillet i løbet af kampen og scorede også to mål. Det gik dog galt i de sidste fem minutter, da BSF scorede to hurtige mål og derfor endte med at vinde kampen 3-2.

Selvom det blev til et nederlag for århusianerne, er de to VSK Aarhus-spillere Rikke Marie Madsen og Cecilie Johansen optimistiske.

”Så må vi bare vinde mod Kolding på onsdag,” siger Cecilie Johansen.

Selvom de i stedet nu skal ud og vinde mod KoldingQ på onsdag, havde de større forventninger til lørdagens kamp:

”Jeg forventede helt sikkert en sejr,” siger Rikke Marie Madsen kort og kontant, og Cecilie Johansen fortsætter efterfølgende:

”Vi kunne have afgjort grundspillet og beholdt den tredjeplads. Men nu tager vi til Kolding og får det afgjort.”

En tempofyldt kamp
Selvom VSK Aarhus ikke fik tre point med fra kampen, føler de to piger stadig, at det var en god kamp.

”Det var en god kamp. Det gik jo virkelig fint,” siger Rikke Marie Madsen, hvorefter Cecilie Johansen giver hende ret:

”Jeg synes, vi spiller godt, og så er der meget tempo og høj intensitet. Der bliver gået til den.”

Det blev til mange gode dueller mellem de to hold, hvor de kunne mærke, at modstanderholdet også gik ud til kampen med et formål om at vinde.

”De var i hvert fald klar. Men det var vi også. Jeg synes, at da vi gik ud til anden halvleg, var det helt klart os, der sad på det,” siger Rikke Marie Madsen. Det er Cecilie Johansen enig i, men hun synes alligevel, at BSF havde deres udfald undervejs:

”De kom ud med et kæmpe pres, men så falder de lidt ned, og så kommer de tilbage i det sidste kvarter.”

Cecilie Johansen har også et svar på, hvorfor århusianerne ikke fik de tre point med fra lørdagens kamp.

”Vi skulle have scoret til 3-1. Så havde det set helt anderledes ud. Vi skulle have slukket noget af deres håb. For når der kun står 2-1, så skal der ikke mere end det ene mål til, før kampen er åben igen. Og så skal vi være skarpe på de omstillinger, de så får. Så der er lidt i begge ender, vi skal arbejde på.”

Rikke Marie Madsen ved også, hvor de skal være skarpere:

”Vi skal være skarpere i vores afslutninger. Jeg kunne i hvert fald godt have scoret lidt flere mål,” siger hun og begynder at grine.

Spillerne er tilfredse med sæsonen
Da snakken falder på deres sæson, er begge spillere klare i mælet:

”Det har været en god sæson, hvor vi har haft en god stime,” siger Rikke Marie Madsen kort og kontant. Cecilie Johansen følger efter:

”Ja, den har været god. Vi har tabt til de to tophold, Fortuna Hjørring og Brøndby, men ellers har det jo været  rene sejre. Det er jo egentlig den første skuffelse, som vi i dag render ind i. På den måde er det jo en mega god sæson, men det er bare ærgerligt, at vi ikke lige får den lukket.”

”Ja, så er den stime jo ødelagt,” siger Rikke Marie Madsen med et smil, der afslører, at hun stadig er optimistisk.