U18 DM: Vildbjerg overhaler FCN efter sæsonens sidste kamp

0
2352

Torsdag aften blev den sidste kamp i U18 DM i 2018 spillet. Kampen stod mellem Vildbjerg og Team Viborg og endte med en 2-0 sejr til hjemmeholdet Vildbjerg. Dette betyder, at Vildbjerg nu overhaler FCN og går til vinterpause som nummer 5 i ligaen. 

Af Signe Holt Andersen 

Dette års sidste kamp i U18 DM er nu færdigspillet. Torsdag aften tog Vildbjerg hjemme imod Team Viborg, og hjemmeholdet kunne gå fra banen med 3 point efter en 2-0 sejr. Nu kan alle ligaens hold gå på vinterpause inden et spændende forår venter.

Kampens første mål blev scoret efter 33 minutter, da Sille Mølleskov bragte hjemmeholdet foran 1-0. Dette var også stillingen efter første halvleg. 3 minutter inde i 2.halvleg blev Sille Mølleskov dobbelt målscorer, da hun nettede til 2-0. Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og derfor var det Sille Mølleskov, som blev aftenens matchvinder.

Dette resultat betyder, at Vildbjerg nu overhaler FC Nordsjælland og kan gå til vinterpause som nummer 5 med 23 point i 13 kampe. Team Viborg må nøjes med en 9.plads med 14 point i 13 kampe.

I toppen af ligaen er der tæt løb mellem flere hold, men det bliver Fortuna Hjørring som går til vinterpause som nummer 1 – dog tæt forfulgt af Kolding Q samt Team Odense Q. I bunden af rækken finder vi BSF, som kun har skaffet 1 point i de første 13 kampe. Der er lagt op til et spændende forår i U18 DM – hvem tror du ender op med guldet?