Visionær vice-sportschef til IF Lysengs succesfulde fodboldpiger/-kvinder (stillingsopslag)

0
2341

Går du med en drøm i maven om at blive sportschef for en succesfuld og ambitiøs pige-/kvindefodboldklub?  Så er her nu en helt unik mulighed for, at den drøm kan gå i opfyldelse i IF Lyseng.

Vi sætter nu gang i et generationsskifte på posten som øverste sportslige ansvarlige på pige-/kvindesiden, da nuværende sportschef Poul Højmose ønsker at neddrosle aktiviteterne over de kommende måneder. Du vil derfor være vice-sportschef i en aftalt periode, med henblik på du efterfølgende overtager posten som sportschef.

Som vicesportschef skal du være med til at bygge videre på ’den orange succes’ og en vision om at fremelske et trygt, attraktivt og sammenhængende træningsmiljø, med fokus på individuel udvikling og gode oplevelser og resultater.

Der ligger mange forskelligartede opgaver og ansvarsområder i rollen som sportschef for pige-/kvindeafdelingen. Her nævnes nogle:

  • Tage vores ambitioner og visioner til det næste niveau
  • Sikre et højt fagligt miljø for trænere, ledere og spillere
  • Sikre organisationsudviklingen med afsæt i vores holdninger og værdier,
    hvor frivillighed, gejst og entusiasme også er nøgleord.
  • Sikre vores status som licens-klub i DBU-regi
  • Koordinering af vores unikke scouting-netværk
  • Ansættelse og on-boarding af trænere
  • Sikre synergier med herreafdelingen.

Ovennævnte opgaver løses gennem synlighed i klubben/på træningsbanen, stærke kommunikations- og samarbejdsevner og ikke mindst ledelse af de sportslige ambitioner gennem andre dedikerede frivillige i og omkring IF Lyseng pige-/kvindeafdeling, på en motiverende og inspirerende facon.

Lidt om IF Lyseng pige-/kvindefodbold

Fokus på pige- og kvindefodbolden er stærkt stigende i disse år, og i IF Lyseng ønsker vi at være frontløbere i den udvikling. Og det går allerede godt for pige-/kvindefodbolden i Lyseng. Rigtig godt. Vi er en ambitiøs klub med iøjnefaldende orange trøjer, som har base i det sydlige Århus, og som med rekordfart har etableret os som et af landets absolut stærkeste talentudviklingscentre indenfor pige- og kvindefodbolden. Denne positive udvikling ønsker vi at fortsætte, og det får den kommende sportschef det overordnede ansvar for.

IF Lyseng, der på pige-/kvindesiden har haft status af licensklub siden 2012, har ved afslutningen af efterårssæsonen 2018 pigehold i den bedste række på samtlige ungdomsårgange og spillere repræsenteret på alle de danske ungdomslandshold. På seniorniveau spiller vores bedste hold i 1. division – med en ambition om indenfor en kortere årrække at blive en 3F-ligaklub.

Er du interesseret?

Der kan være flere veje til at blive den nye dygtige sportschef i IF Lyseng pige-/kvindefodbold. Vi forestiller os naturligvis, at du brænder for pige-/kvindefodbolden, har en højere faglig fodboldmæssig uddannelse som baggrund, eller flerårig erfaring med fodbold- og/eller organisationsudvikling.

Vi vil gerne, at du kan starte så hurtigt som muligt, da vi allerede nu starter op på det store og spændende arbejde med at sikre vores status som licensklub i DBU-regi for det kommende år. Vi vil løbende afholde samtaler med interesserede og din ansøgning bedes fremsendt hurtigst muligt og senest 13. januar 2019.

Ansøgningen bedes sendt pr. mail til kvindefodboldformand Annette Hansen på fodbold@lyseng.dk.  Har du spørgsmål til stillingen, kan du få yderligere information hos pige-/kvindeafdelingens sportslige chef Poul Højmose på e-mail mackensiehojmose@msn.com eller på telefon 21351896.

Du kan læse meget mere om klubben, vores hold og vores værdier på www.lyseng.dk