FC Nordsjælland-spilleren Safi N’Sira får store roser med på vejen i det nyeste afsnit af Vores A-Liga.
FC Nordsjælland er endnu en gang blandt de hold, der bliver talt op inden den nye sæson i Gjensidige Kvindeligaen. I det nyeste afsnit af Vores A-Liga peger Verner Bager, Martin Kristensen og Signe Munk blandt andet på klubbens evne til at udvikle nye talenter, og særligt én tilgang vækker stor begejstring.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Martin Kristensen er ikke bekymret for, om FC Nordsjælland kan erstatte de spillere, der har forladt klubben.
– Dem er jeg bare ikke så nervøs for på samme måde, fordi de hiver altid en dygtig ung spiller op, og så har de hentet Safi, siger han.
Den nye spiller, Safi N’Sira, er ifølge Martin Kristensen en af de mest spændende profiler at holde øje med i den kommende sæson.
– Og hende glæder jeg mig virkelig, virkelig til at se. For det video, jeg har set på hende, og det jeg har hørt fra dem, der har set hende spille, så tror jeg, at hun kommer til at ødelægge den danske liga positivt.
Verner Bager har fulgt Safi N’Sira gennem flere år og mener, at FC Nordsjælland har hentet et usædvanligt stort talent.
– Jeg har fulgt hende tæt igennem flere år, og nu varer det en lille smule inden vi ser hende, for hun tager afsted til de afrikanske mesterskaber. Jeg så, at de var oppe og spille en træningskamp mod Hammarby, og i Hammarbys evaluering af kampen, der stod der, ‘men vi fandt aldrig et svar på Safi’, og hun havde så bare kørt dem midt over.
– Jeg så hende som 15-årig brænde HB Køge fuldstændig af, da de var danske mestre, og hun er et fantastisk talent, lyder det fra Verner Bager.
Verner Bager fremhæver samtidig Sery Grace Ruth, som sammen med Safi N’Sira er udtaget til Elfenbenskystens trup til de afrikanske mesterskaber.
– Jeg glæder mig til at se dem også nede i de afrikanske mesterskaber, fordi de er nøglespillere på det hold.
FC Nordsjælland må derfor undvære flere spillere under WAFCON, men forventningerne til både klubbens nye spillere og den kommende sæson er alligevel store.












