
Mere end 350 tilskuere til pokalsemifinale hos Skjold Birkerød, der mødte eliteholdet fra FC Nordsjælland
Der var dømt fest, fællesskab og fodbold i topklasse, da Skjold Birkerøds U19-piger onsdag den 30. april tørnede sammen med FC Nordsjælland i den sjællandske pokalsemifinale.
Mere end 350 tilskuere mødte frem til kampen, som var et opgør mellem bredden og eliten – og et lokalbrag mellem ‘lillesøster’ fra Skjold og pigerne fra nabobyen Farum, der spiller i landets bedste række.
“Gav alt hvad de havde i sig”
Kampen endte med en 7-0 sejr til FC Nordsjælland, der havde adskillige u-landsholdsspillere på holdkortet. Selvom Skjold Birkerød var godt defensivt indstillet, var det ikke nok til at lave en pokaloverraskelse af de helt store.
“Vores U19-piger gav alt, hvad de havde i sig. Selvom det endte med et nederlag er vi enormt stolte af, hvordan spillerne gik ind til en svær kamp med rejst pande,” siger klubchef Rasmus Kaas og fortsætter:
“Aftenen en rigtig god oplevelse og en påmindelse om, hvor stærkt fællesskabet i klubben kan være. Når frivillige, forældre, spillere og fans står sammen, kan vi ufatteligt meget. En stor tak skal lyde til alle de frivillige kræfter, der gjorde aftenen mulig – herunder også kvindeliga-spillerne fra FC Nordsjælland, der stillede op til autografer”.
“Når frivillige, forældre, spillere og fans står sammen, kan vi ufatteligt meget”
Nydesignet trøje til kampen
U19-pigerne fra Skjold Birkerød spillede for første gang i en Special Edition-trøje. Trøjen er ikke bare ny – den er valgt af klubbens medlemmer og designet med inspiration fra Chelseas kvinders 3.-trøje.
“Med trøjen, der er sponseret af kommunikationsbureauet White Cloud, cementerer vi den nye retning og strategiske fokus vi ønsker for hele klubben. Vi ønsker at skabe rammer, hvor både piger, kvinder, drenge og mænd, kan udvikle sig, trives og tage ejerskab – både på og uden for banen,” siger Rasmus Kaas.
LÆS OGSÅ: